Der er noget, jeg ikke forstår. Hvorfor har Poul Erik Skammelsen, TV2 Nyhedernes grand old man, fundet på, at han skal aflevere underretningerne om verdens gang med sådan en ejendommelig, hul patos? Ikke nok med, at han vader stakåndet omkring i studiet fra det ene til det andet – den skæbne deler han med resten af korpset, som skal piske rundt i nyhedsstudiet med blikket stift rette mod telepromteren – nogle af dem endda i stramme nederdele og på høje hæle. Men Poul Erik Skammelsen lider tilsyneladende også af en brist: Han tror, han er skuespiller. I hvert fald fægter han så voldsomt med armene, deklamerer med så høj en røst og lægger så meget følt lideskabelighed i replikken, at han mere og mere minder om en udråber på en markedsplads.

Det kan man måske også sige, den moderne nyhedsudsendelse efterhånden er, men det er jo ikke til at holde ud at se og høre på. »Hold op med at skabe dig«, ville min mor have sagt. For det synes jeg, han gør. Hvad enten en eller anden statistisk grafik skal sælges med begejstring i stemmen (»Hør bare her, venner«) eller øjnene knibes sammen (»Nu ser jeg klog ud, når jeg sender en pointe afsted«) eller ansigtet lægges nærmest parodisk i de rigtige, nedadvendte folder, når endnu et terrorangreb plager en europæisk hovedstad (»Her skal jeg huske at påtage mig den kollektive sorg«). Han er så optaget af at være den professionelle nyhedsvært med forloren, amerikansk smartness, at han overspiller sin rolle og bliver selvsmagende, sikkert opildnet af en eller anden producer, som synes, det er lige i øjet. I hvert fald lancerer TV 2 ham jo som en, der er meget vigtigere end nyhederne selv: »22 Nyhederne med Poul Erik Skammelsen«. Kan de ikke selv høre det?