R’n’b er en genre, hvor det ikke skorter på sange om kærlighed og sex. I 70erne og 80erne ville Marvin Gaye have »Sexual Healing«, mens Al Green lovpriste »Love and Happiness«.
Nyere skud på stammen synger også om at elske med både krop og sjæl, når blandt andre comeback-kongen D’Angelo bliver inspireret af andre pars spirende forårsforelsker på »Feel Like Makin’ Love«.
Det er denne tradition, den 29-årige sangskriver Miguel både følger og fornyer på sit tredje soloalbum, »Wildheart«.
Mange af de artister, der ligesom Miguel er blevet indlemmet i 10ernes såkaldte »alternative r’n’b’« såsom The Weeknd og Drake, ser sangtekster som en lejlighed til at skabe en udførlig manual for, hvordan man kan være den ultimative narrøv over for sine (sex)partnere.
{embedded type="node/feeditem" id="36040291"}
Derimod viser Miguel på »Wildheart«, at man sagtens kan hylde kødets lyster uden at give afkald på omtanken. Den poppede »Coffee« fortæller om to »old souls«, der finder en ny religion, sex, og tilbeder den, indtil morgenstunden ankommer med det sorte guld i munden.
Det er Miguel dagen derpå, et scenarie som de let susende synthesizere og versenes beherskede vokal får til at lyde overbevisende frem for corny.
Porno-inspiration og dominansleg
Og at »coffee« kommer lige efter »the valley« på albummet er snedigt. Sidstnævnte sender nemlig hilsener til Californiens pornoindustri, når Miguel tilstår, at han vil knalde »like we’re filming in the valley«. Hvor pirrende det scenarie fremstår afhænger som så meget andet af smag og behag.
Miguel ender desværre med at efterligne industriens uopfindsomme sider, når han begynder at liste sine »yndlings-kropsdele«: »I’m talking, lips, tits, clit, slit«. Som om en gennemgang af den kvindelige anatomi er det mest ophidsende man kan tænke sig.
{embedded type="node/feeditem" id="35869417"}
»FLESH« er imidlertid Miguel i sit mest vokalmæssigt legesyge hjørne. Her veksler han konstant mellem afmagt og almagt og blæser på kønsstereotype forestillinger om, hvem der bør være den »aggressive« og »passive«.
Miguel falder over ordenes stavelser i sin slørede vokal og gisper efter vejret. »I got a grip on your throat, we would ride in tandem«, synger han i sin skælvende falset for dernæst at vende på lagenet og snerre »Woman, put me right where I belong«. Alt imens synthesizeren stiger som røgelse, og guitaren slanger sig uden at overdøve vokalen.
Det er dog ikke alle albummets sange, der får Miguels vokal til at trænge så klart igennem. På »destinado a morir« stjæler den syrlige g-funk-synthesizer alt for meget opmærksomhed, og Miguel synger så døsigt, at tekstens allerede fortærskede »lev stærk, dø ung«-mantra aldrig bliver gribende.
Havde Miguel og hans medproducere lempet på deres lo-fi æstetik, der indimellem får én til at føle, at man famler rundt i en reverb-tung pink tåge, ville »Wildheart« være en oplevelse, man fuldt ud kunne hengive sig til.
{embedded type="node/feeditem" id="35318907"}
Hvem: Miguel.
Hvad: »Wildheart«, Sony Music.