Det nordlige Jylland står over for endnu en grum sag om voldtægt og incest.

En 55-årig jysk mand er således tiltalt for at have voldtaget fire af sine børn - to døtre og to sønner - samt to andre unge kvinder, han ikke er far til.Han er tiltalt for i alt at have sexmisbrugt ni børn, hvoraf de syv er hans egne.

Manden er blandt andet tiltalt for »under særligt skærpende omstændigheder og under trussel om vold, adskillige gange - i perioder dagligt - at have tiltvunget sig samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med sin biologiske datter«, som der står der i anklageskriftet.

Stod på i 16 år

Voldtægten af den ene datter skal være begyndt allerede, da hun var i treårsalderen, mens voldtægten af den ene af sønnerne angiveligt blev indledt, da sønnen var omkring fem år. Voldtægterne har ifølge anklageskriftet stået på i en periode på 16 år.

I et tilfælde skulle faren have bundet sin ene datter, der nu er 15 år, og hængt hende op i loftet, hvorefter han voldtog hende.

Den 55-årige mand har ifølge anklageskriftet desuden tvunget tre af sine andre sønner til at have sex med den ene af døtrene ved flere lejligheder. Forbrydelserne skal være foregået i flere byer i Himmerland og Nordjylland.

Anklageren kræver manden idømt en forvaringsdom. Der er navneforbud i sagen.