Han sagde det allerede den dag, Andreas døde.

Familiens hus i Fuglebjerg var fyldt med mennesker. Militærfolkene var kommet, familien var dukket op, og Magnus havde brug for at komme lidt ud. Væk fra sorgen og chokket, der lå tungt inden døre. Han gik en tur med sin mor, Hanne og sin søster, Stine. Hen til det træ, hvor husets sønner havde lavet så mange skurkestreger i deres barndom. Magnus’ chef fra militæret gik med.

Om morgenen var 26-årige Andreas Søgaard Brohus død i Afghanistan, omkommet med to kammerater i en voldsom eksplosion på Highway 1. Men hans tvillingebror, Magnus, havde taget en beslutning, og den kunne ikke rokkes, sagde han til sin mor: “Jeg skal af sted.” Hanne fordøjede udsagnet et øjeblik, før hun vendte sig til chefen: “Så har I den ondenfløjteme at passe godt på ham”.

De kom dumpende med syv minutters mellemrum for 28 år siden. Magnus først. Så Andreas. To drenge, der lignede hinanden som to dråber vand – i deres bevægelser, deres tale, deres interesser. De var så ens, at den ene kunne tage gymnastiktimer for den anden, hvis den anden ikke lige gad.

Forældrene Hanne Søgaard og Kurt Nørregaard Nielsen havde ellers besluttet, at deres tvillingedrenge ikke skulle slås i hartkorn med hinanden. Det havde Kurt, der selv er tvilling, fået nok af som barn – hele tiden at være halvdelen af noget, aldrig en helhed i sig selv. Deres drenge, Magnus og Andreas, skulle være to forskellige, adskilte individer og føle, at de var det. Så drengene blev klædt i forskelligt tøj, sat i to forskellige klasser og bakket op i at vælge hver deres livsbane.

Et stærkt bånd

Det gik bare ikke helt så nemt. Andreas havnede i en dårlig skoleklasse, så fra anden klasse slog han følge med Magnus igen. Når Hanne stædigt tog ud for at købe tøj med de to drenge på to forskellige dage, valgte de alligevel det samme sæt – bare i to forskellige farver. Uanset hvor mange legekammerater, drengene havde i området omkring barndomshjemmet, hyggede de sig altid fint i hinandens selskab. Om de byggede huler af halmballer, gik på jagt med bue og pil, gravede skyttegravshuller ved det store træ bag huset eller kørte en gammel Fiat i smadder på naboens marker – altid havde de hinanden: “Jeg har egentlig aldrig tænkt så meget på os som tvillinger. Vi var bare hinandens bedste venner,” siger Magnus Søgaard.

Det var to glade og nemme drenge, Hanne og Kurt fik med hjem fra Gentofte Sygehus. Snart flyttede de fra lejligheden på Østerbro til masser af plads, lys og luft langt ude på landet i Fuglebjerg ved Slagelse. Drengene skulle ikke vokse op i byen, var Hanne og Kurt enige om, og det var formentlig en god idé, når de i dag ser tilbage på de to spilopfyldte pilfingerdrenge, der knap kunne sluge morgenmaden, før de løb ud – uanset vejret. At sidde stille og læse bøger havde ikke de to drenges store interesse. Hanne fik dem formentlig også godt og grundigt kureret den sommer, hun bildte drengene ind, at deres klasselærer havde beordret dem til at læse fem bøger hver i ferien. Tvillingerne tyggede sig møjsommeligt igennem bog efter bog om sagn og legender – og kom hjem med lange, arrige næser første dag efter sommerferien, da det stod klart, at klasselæreren ikke anede, hvad de talte om.

Andreas og Magnus’ dagligdag gik først for alvor i hver sin retning, da de havde afsluttet tiende klasse. Magnus ville være tømrer – og aftjente sin værnepligt, så snart han var udlært. Andreas anede ikke, hvad han ville. Først forsøgte han sig med teknisk skole og HTX, så med tømrerfaget, som tækkemand, som butiksassistent i en isenkræmmer og pædagogmedhjælper i en SFO. Han var endda på søfartsskole og tog to lange sejlture med en coaster rundt i Europa og Nordafrika. Intet var helt det rigtige.

Ikke før Magnus kom hjem fra juleferie med et par soldaterkammerater og fortalte historier fra militæret. Om den kollektive afstraffelse, når de havde gjort i nælderne. Om at lege røvere og soldater – sådan for alvor. Om at sove ude i sneen om natten. Om chefer, der kunne blive rødglødende af raseri. Om vilde byture torsdag aften i kasernebyen. Og om kammerater, der var de bedste, man nogensinde kunne få. “Andreas’ ører stod simpelthen ud fra hovedet og blafrede. Han besluttede samme aften, tror jeg, at han ville melde sig frivilligt,” husker Hanne.

Det blev ikke den nemmeste start for Andreas. Knap var han begyndt på kasernen i Holstebro, før han faldt og forstuvede den ene ankel. “Men han kæmpede bravt videre. Han ville ikke melde sig syg. Så gik der et par dage, før han faldt og forstuvede den anden ankel. Men det siger nok noget om, hvor meget han ville det,” siger Hanne.

Da tvillingerne igen fandt sammen

For Andreas ville det virkelig. Hvis man spørger medlemmerne af den spejdersektion, der blev samlet på Antvorskov Kaserne i sommeren 2008, hvem de bedst kunne lide, og hvem de kendte bedst, er Andreas’ navn et af dem, der kommer op. Hele tiden og hos alle. Måske fordi han var den lidt ældre, rolige soldat i flokken. Måske fordi han allerede havde erfaring fra en udsendelse i Irak og helt naturligt spredte tryghed og tro på egne evner i sektionen. Måske fordi han var umulig at gøre vred eller i dårligt humør. Og fordi han ville vinde. Uanset hvilken idræt, soldaterne kastede sig ud i – og uanset hvor ringe Andreas selv var til den, eller hvor lidt han havde prøvet den før – gav han sig 100 procent. At tabe var uacceptabelt.

Da spejdersektionen blev samlet med henblik på udsendelse til Afghanistan, havde Andreas overhalet sin bror en smule i de militære bedrifter. Allerede få måneder efter sin start på kasernen i Holstebro meldte Andreas sig klar til sin første udsendelse: Han tog til Irak i første halvår af 2006. Magnus havde endnu ikke været udsendt, men var søgt væk fra militæret i nogle år, hvor han igen arbejdede som tømrer. Lige indtil Andreas kom hjem fra Irak og fortalte om de fantastiske oplevelser med kammeraterne. Så hjalp Magnus sin mester færdig med sommerens opgaver og ringede til kasernen. “Hvor hurtigt kan du starte?” lød det eneste spørgsmål fra Forsvaret.

De to tvillinger kom ikke bare på hold sammen, de sad også på samme bil på Antvorskov Kaserne, da Magnus returnerede til militæret. Det skabte en del forvirring, at der pludselig var to gange Søgaard i omløb. Utallige gange måtte Andreas svare på, hvorfor han var startet forfra, og Magnus blev overløbet med spørgsmål om, hvordan der var i Irak. Folk, der ikke kendte dem til bunds, måtte ty til udstyret for at se forskel. Andreas var ham med radioen. Magnus var ham uden.

De to tvillinger skulle ifølge planen have været udsendt til Afghanistan sammen, da Magnus rejste i februar 2008. Men Andreas valgte til sidst at springe fra. Det halve år i Irak var stadig for tæt på. Familien havde ellers fået det indtryk, at Andreas savnede det faste, rutineprægede liv som udsendt. Han virkede rastløs, ikke på en irritabel facon, men han havde svært ved at vænne sig til, at tingene ikke skete på faste klokkeslæt, da hverdagen meldte sig derhjemme.

En ny mission som Andreas glædede sig til

Da spejdersektionen på Antvorskov begyndte at træne, var Andreas blevet klar. Afgangen var i februar 2009. “For Andreas var det et nyt eventyr: en ny mission og et nyt land. Irak var et overstået kapitel for ham. Når man kører rundt det samme sted i et halvt år, bliver man træt af det. Afghanistan var det nye; og når man er soldat og er glad for det, er udsendelse ikke så epokegørende en beslutning. Det kommer naturligt som næste punkt på dagsordenen,” siger Danni Hemmingsen, gruppefører i spejdersektionen. Andreas var hans næstkommanderende i gruppen og bedste ven.

Kort før Andreas skulle sendes ud, blev han gift med sin kæreste Linda. Hele spejdersektionen – blandt andre Danni, Martin Abildgaard, Mads Lerche Rasmussen, Krestian Wiingaard og Mikkel Albæk – var med, da Andreas sagde ja i kirken, klædt i gardehusarernes gallauniform. Han blev begravet – fulgt af samme kreds af venner og soldaterkammerater – fra samme kirke et halvt år senere.

De tre dødsfald den 17. juni 2009 har ramt Antvorskov Kaserne hårdt. Ulykken har sat sig dybe spor i de soldater, der var med og så det ske på Highway 1. Spejdersektionen, der forud for udsendelsen var sikre på, at de ville blive sammen og tage udsendelse på udsendelse som fasttømret enhed, er ikke længere så sikker. På årsdagen var de rundt til alle tre forældrepar og alle tre gravsteder for at sætte blomster og hilse på. De mødes stadig med jævne mellemrum, selv om de i dag er spredt ud over hele landet. Måske fordi der ikke er ret mange andre 23-årige i trygge Danmark, der kan sætte sig ind i, hvordan det er at se tre nære kammerater dø for øjnene af sig. Andreas’ død er stadig så tæt på, at kammeraterne på kasernen undertiden kommer til at kalde Magnus for Andreas – så får Magnus et godmodigt “dummedask”, fordi han går rundt og ligner Andreas så meget.

Men Andreas, Martin og Mads er væk, og efterdønningerne og eftertænksomheden har spredt sig som ringe i vandet og fået mange af dem til at ændre kurs. Danni Hemmingsen og Mikkel Albæk vil stadig gerne militæret, men vil videre i systemet og skal ikke udsendes igen foreløbig. Måske aldrig og slet ikke til Afghanistan. For Krestian Wiingaard lakker tiden i militæret mod enden; han skal ud og være blikkenslager igen. Hans farvel kommer helt naturligt, når det hold, han arbejder sammen med, rejser til Afghanistan i begyndelsen af 2011: “Jeg vil ikke miste flere gode venner. Udsendelsen i 2009 var på én gang det fedeste og sjoveste og det værste og dårligste halve år af mit liv. Jeg er glad for, at jeg fik den oplevelse. Den vil jeg have med mig resten af livet. Men der skete ting, som jeg helst ville være foruden, og jeg skal aldrig af sted igen,” siger han.

Men én, der ikke tvivler, når Hold 11 tager til Afghanistan i foråret 2011, er Magnus Søgaard. Han rejser med.

Forskellige måder at bearbejde tabet på

Familien i Fuglebjerg prøver stadig på hver deres måde at bearbejde tabet af den ene tvillingesøn. Stine, tvillingernes lillesøster, bruger sin kæreste. Han har aldrig kendt Andreas og kan måske netop derfor stille de rigtige spørgsmål på rette tid om storebroren, der altid passede på sin fire år yngre søster. Kurt passer sit arbejde som civil på en kaserne i Holbæk, som han har gjort i årtier. I haven i Fuglebjerg, bag blomster og bærtræer, står en mindesten fra Andreas’ soldaterkammerater. I samme have, hvor Hanne og Kurt har holdt påske-, jule- og sommerfest for Magnus’ soldatervenner. For, som Hanne siger, “jeg har mistet en søn, men de drenge der ... De er alle sammen mine børn nu – og det ved de godt.”

Bag haven, med udsigt til familiens heste og det store træ, hvor Andreas legede som barn, har Hanne fået placeret en stenbænk. Det er en gave fra Andreas, og et sted, hvor hun kan sætte sig i fred, når tankerne om sønnen, den ene tvilling, hun har mistet, trænger sig på: “Vi har den fordel, at vi altid vil vide, hvordan Andreas ville se ud, uanset hvor gammel han ville blive. Han vil aldrig bare være et ungdomsbillede for os. På den anden side kan det være utroligt hårdt, når Magnus eksempelvis gør en bevægelse, som man normalt har forbundet med Andreas. Men vi vælger at se det positive: At Andreas’ billede altid vil gå rundt iblandt os.”

Magnus taler mest med vennerne i militæret; de ved, hvornår krammeriet og trøsteriet bliver for nærgående, og de ved, hvad Andreas’ død egentlig handler om. Hvad der egentlig foregår i Afghanistan, og hvordan det er at miste i krig. Den slags, som det normale Danmark ikke har indsigt i. Han ved, at det bliver et meget langt, svært og angstfyldt halvt år for hans mor og far og lillesøster, når han forlader dem om få måneder. De har aldrig forsøgt at forbyde det. Det ville, siger Hanne og Kurt, være egoistisk af dem at forsøge at holde ham tilbage.

Der er folk, der har svært ved at forstå, at Magnus kan og vil tage af sted. At han nænner det. Tør det. Gider det. Ikke bare af hensyn til sine forældre. Magnus har nemlig også et andet lille menneske i sit liv, som er afhængig af hans valg: Sønnen Malte, der kom til verden to en halv måned efter Andreas’ død: “Når jeg tager af sted, er Malte halvandet år. Folk kan ikke lide, når jeg siger det, men jeg har det sådan, at hvis det værste skulle ske, så vil han ikke kunne huske mig. Ikke når han er så lille. Min kæreste vil kunne finde en ny mand. Hvis Malte var tre år gammel, ville det være noget andet. Det er også derfor, at dette bliver min sidste farlige mission.”

Men Magnus er ikke bange. Han har noget, han skal gøre færdigt. Et job, der skal afsluttes. Det handler dels om kammeraterne; de 16 mand, der har trænet sammen i årevis. Kun én har ikke været udsendt før. Bakker Magnus ud nu, falder holdet fra hinanden. Det tillader hans loyalitet ikke. Heller ikke selvom alle ville forstå.

Men det handler også om hans døde bror. Magnus vil ned og afslutte, hvad Andreas ikke fik gjort færdigt. Selv far Kurt har spurgt, om han kunne blive udsendt; om han som civil kunne gøre bare ét eller andet. Men han er – heldigvis, siger Hanne med et smil – blevet for “gammel”.

Magnus er endnu kun 28 år. Han er glad for, at han snart skal af sted: “Jeg tror, jeg finder en form for indre ro, når jeg kommer derned. Så er ventetiden forbi. Det er personligt for mig nu. Måske kan man kalde det hævn på en eller anden måde. Ikke sådan, at jeg har tænkt mig at tage ned og skyde til højre og venstre. Men jeg har brug for at afslutte det for både mig og Andreas. For at sige: “I fik måske den ene tvilling, men I får ikke den anden”.”