Politikerne skal vise mere tillid til hver enkelt borger og medarbejder, skatten skal ned over hele linjen - og så skal den offentlige sektor på slankekur.
Det vil efter folketingsvalget være topprioriteter for Liberal Alliance og partileder Anders Samuelsen (LA), som ifølge Berlingske Barometer står til en fremgang fra ni til 14 mandater i forhold til valget i 2011. Det vil i målingernes scenarie gøre partiet til Folketingets femtestørste.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Liberal Alliance er klar til at indgå i en borgerlig regering om nødvendigt, men ifølge Anders Samuelsen afhænger det helt af, hvor mandaterne kan give mest indflydelse.
Berlingske Nyhedsbureau har i forbindelse med folketingsvalget spurgt alle de ti partiledere til, hvilke tre mærkesager de prioriterer højest. Her er Anders Samuelsens svar:
1. Let (skatte)trykket
»Det har været mit og partiets DNA siden begyndelsen, at det skattetryk, vi har i Danmark - verdens suverænt højeste - er en hæmsko for den vækst, vi ønsker. Så skattetrykket skal ned, for at Danmark kan blive et stærkere og rigere land. Finansministeriet har svaret, at vores samlede økonomiske politik vil få beskæftigelsen til at stige med 124.000 personer og velstanden med 108 milliarder kroner. Konkret foreslår vi, at ingen i arbejde skal betale skat af de første 7.000 kroner, de tjener hver måned. Men for at få væksten op på det niveau, vi ønsker, vil vi også helt afskaffe topskatten, som er en af de dyreste skatter målt på, hvor meget vækst den koster. Desuden vil vi afskaffe registreringsafgiften og arveafgiften og fastfryse grundskylden.«
2. En mindre, men mere effektivt offentlig sektor
»Den offentlige sektor skal være en lille smule mindre, men til gengæld skal pengene målrettes kerneydelser så som sundhed, uddannelse og omsorg. Det kræver, at vi tænker den offentlige sektor anderledes, skruer ned for bureaukratiet og gør tingene smartere og mere effektivt. Vi bliver nødt til at diskutere, hvordan vi kan indrette os anderledes frem for, hvordan vi kan bruge endnu flere penge. Til gengæld kan vi godt lykkes med at skabe bedre velfærd for mindre, hvis bare staten giver ansvaret fra sig og lader personalet tæt på borgerne træffe flere beslutninger. Det handler om at vise tillid til de offentligt ansatte og fjerne de regler og al den kontrol, der skaber bureaukrati, højt sygefravær og et dårligt arbejdsmiljø.«
3. Et friere Danmark
»Danskerne er gode til at tage ansvar og behandle hinanden ordentligt. Derfor kæmper vi imod love og forbud, der erstatter menneskelig tillid og begrænser den enkeltes muligheder for at træffe de valg, han eller hun finder bedst for eget liv. Vi vil fjerne fjollede love, der for eksempel forbyder fiskere og spejdere at bære en lommekniv, mennesker at plante et højbed på egen grund eller eje bestemte hunderacer. Boligen er et frirum, hvor borgere har fred og mulighed for selv at bestemme. Det skal vi værne om ved blandt andet at begrænse myndighedernes adgang til private grunde uden en dommerkendelse i baglommen. Vi vil tage borgerens retssikkerhed mere alvorligt ved for eksempel at bekæmpe masseovervågning og rulle offentlighedsloven tilbage.«