Begrebet “Danmarks aktivistiske udenrigspolitik” er svært håndterbart. Abstrakt. Men i familien Storgaard fra Taastrup satte det rammerne for den konkrete hverdag i foråret 2008. Danmarks engagement i farlige missioner langt hjemmefra havde sendt Mikael Storgaard på tjeneste som politimand i Bagdad i Irak. Hans søn, Anders Bjørn Storgaard, var samtidig for første gang udsendt som soldat til Helmandprovinsen i Afghanistan. Far og søn. I krig for Danmark, men i hver sin del af verden.
Om formiddagen, onsdag den 26.marts 2008, blev Mikael Storgaards lejr i den røde zone i Bagdad udsat for et voldsomt raketangreb. Mikael kom intet til, men ringede hjem for at berolige familien – hvis nu angrebet skulle blive omtalt i de danske medier. Men det var ikke en lettet hustru, han fik i røret. Jytte var sønderknust. Ved siden af hende i hjemmet i Taastrup stod tre uniformerede herrer: en oberst, en feltpræst og en kontaktofficer fra Den Kongelige Livgarde.
I et andet hus i Taastrup gik Chris Shaughnessy uroligt rundt. Han var sygemeldt fra sit job i Livgarden, men hørte i radioen, at der var sket en ulykke i Helmand. Det var ikke første gang, den slags nyheder kom. Men det var første gang, siden hans bedste ven, Anders, var rejst til Afghanistan: “Det lyder langhåret, men jeg fik et sug i maven. Jeg vidste, at jeg enten skulle ringe til Jytte eller køre hjem til hende,” siger Chris.
Chris og Anders havde på fem år opbygget så tæt et venskab, at Anders sagde “Hej mor”, når han mødte Chris’ mor, og Chris havde mere end en håndfuld gange overnattet på en madras på gulvet hjemme hos Jytte og Mikael i Taastrup, hvor han nærmest blev betragtet som et ekstra familiemedlem. Trods de tætte relationer svigtede modet, da han skulle ringe til Jytte. Han ville ikke opskræmme hende unødigt. I stedet ringede han til en ven, som kunne fortælle, at han allerede befandt sig hjemme hos familien Storgaard. Jytte stod lige ved siden af: “Det er Anders.”
Mere forstod Chris ikke: “Jeg satte mig bare på køkkengulvet i en time og græd og sagde igen og igen, at de havde slået min bedste ven ihjel.”
En såret, en død
I Helmand havde Anders Bjørn Storgaards gruppe fra det mekaniserede infanterikompagni samme formiddag gennemført en operation i den grønne zone. Seks timer inde i operationen forlod den danske gruppe deres pansrede køretøj for at rekognoscere, da der lød en voldsom eksplosion. Midt i gruppen af soldater eksploderede en IED. Efter sprængningen udbrød der kampe med håndvåben mellem de internationale styrker og Taleban. Da kampene døde ud, lå to danskere tilbage: Den ene var såret. Den anden var død. Det var Anders.
Selvom der ikke er lange militære traditioner i familien Storgaard, havde Anders solid støtte hjemmefra, da han i februar 2008 rejste til Afghanistan. Anders’ forældre er begge politibetjente og har repræsenteret Danmark uden for landets grænser. Jytte Storgaard var i Thailand for at hjælpe med identifikationen af danskere efter tsunamien i 2004, mens hans far har fire lange udstationeringer som politimand på sit CV: Jugoslavien i 1992, to gange i Hebron på Vestbredden og slutteligt i Irak. Plus mindre ture til Afrika.
“Det har ligget i modermælken til Anders, at han skulle rejse ud og gøre noget for sit land. Selvfølgelig var vi bekymrede, men det var kun ham, der kunne træffe den beslutning. Hvis det er det, man vil, så skal man gøre det. Det er ikke familien, der skal forpurre det. Man kan give udtryk for sin bekymring, men man skal ikke få ham til at tvivle,” fortæller Jytte.
Forældrene håbede inderst inde, at Anders enten ville blive hjemme eller tage til Kosovo, hvor der var væsentligt fredeligere end i Afghanistan. Oprindelig skulle han have været i Irak, men da Folketinget i 2006 besluttede at trække de danske soldater ud af Irak, valgte Anders i stedet at tilslutte sig et hold, der skulle til Helmand.
“Da Anders havde truffet beslutningen, havde vi én ting at gøre som forældre, og det var at bakke ham hundrede procent op,” siger Mikael: “Inden han rejste, sagde Anders til os, at han var meget glad for vores støtte. Mange af hans kammerater, som gerne ville have været af sted, var blevet udsat for et massivt pres fra deres pårørende og blevet hjemme. Det påvirkede dem bagefter, fordi de følte, at de havde svigtet kompagniet og kammeraterne.”
Den, der havde det mest underligt med Anders’ udsendelse, var lillesøsteren Johanne, der er ti år yngre. Hun syntes, det var sjovt, at Anders skulle være soldat, og hun var inde og se ham holde vagt som garder på Amalienborg og Rosenborg i København. Men hun forstod ikke, at han skulle i krig. Da det kom frem i pressen, at soldater døde i Afghanistan, gik hun og tænkte over det. Men Anders talte så med hende om, at han skulle ned og prøve at hjælpe nogle mennesker med at få det bedre. Det hjalp.
Født til at være soldat
”For mig virker det naturligt, at Anders skulle dø i en krig.” Ordene kommer fra Pernille Nielsen, Anders’ barndomsven. Senere vender hun tilbage og siger, at Anders skam også havde en nusseklud som lille, kunne lide Anders And og computerspil. Men hendes første indskydelse var, at Anders var født til at være soldat:
“Jeg er utrolig ked af, at han døde i krig – og at han var så ung. Men jeg føler det naturligt, at han faldt i kamp. Han har altid ønsket at komme i militæret, og som børn legede vi altid drengelege og klædte os ud i gamle uniformer. Vi lå ikke og legede med Barbie; det kunne man ikke få Anders med på. Vi gik til spejder og byggede huler og blev beskidte.”
Pernille og Anders var bedste venner; fra de mødtes i børnehaven over ni år som klassekammerater, til hun forlod Taastrup Realskole for at starte på gymnasiet. Herefter tog Chris Shaughnessy, den nye dreng på skolen, over. Overtog nærmest det daglige følgeskab med Anders fra Pernille. De to drenge Anders og Chris’ venskab skulle siden besegles i Den Kongelige Livgarde. Og slutte ved den førstes død og begravelse.
For Anders var der ingen grålige nuancer i livet. Det fortæller alle, der kendte ham. Han var regelret og forventede af sine venner, at de overholdt deres fælles aftaler. Brød man en aftale med Anders, kunne han finde på at ophæve venskabet omgående og for evigt. Det findes der flere eksempler på – selv inden for familien. Omvendt var han så knyttet til sine nærmeste, at han gik gennem ild og vand for dem: “Han var ikke en glad dreng altid. Det vil være forkert at sige, at han var imødekommende og verdens gladeste person. Men der var ingen dikkedarer med Anders. Du kender de mennesker, man hilser på, men ikke taler med. Sådan var det ikke med Anders. Han havde masser af venner, men ingen, der ikke var hans rigtige venner,” siger Pernille Nielsen.
”Man kunne ringe til ham fra en bytur klokken tre om natten, og selvom han havde kæresten på besøg, så smed han en madras på gulvet, som man kunne sove på. Hvis man ingen penge havde, så sagde han altid, at han nok skulle give det hele. Så tog man ind på et diskotek, Anders købte en flaske sprut, og han gav taxaen hjem bagefter,” siger Chris. Til gengæld havde Anders sværere ved at tage imod hjælp retur: “Engang havde han været på besøg hos sin kæreste i Gundsømagle. Han ringede til mig og sagde, han var på vej hjem til Taastrup. ’Men du har jo ikke noget kørekort’, sagde jeg. Næ, han gik, og han nægtede at tage imod tilbuddet om, at jeg ville hente ham. Han vandrede de tyve kilometer hjem med jakken under armen og mobiltelefonen i hånden. Det passede ham helt fint.”
Ingen kompromiser
Anders havde hele livet været bidt af at bruge sin krop. Han var spejder og gik til judo, svømning og atletik. Det gjorde ham til lidt af et fysisk pragteksemplar: “Når du kiggede på ham, var han næsten 185 cm høj og firkantet. Bygget som en græsk statue. Han kæmpede judo og gav aldrig op. Han var den type, at når han satte sig noget for, så gik han hundrede procent op i det. Og det var på alle områder. Hvis jeg laver en kop te, er det med et tebrev og noget varmt vand i et krus. Anders diskede altid op med underkopper, kopper og rigtig te i kander. Der var ingen kompromiser i hans verden,” fortæller Chris.
Han og vennerne var også imponerede over Anders’ standhaftighed, når han skulle vælge mellem venner og kvinder, som sværmede om ham. Her var han også sort-hvid. For eksempel den aften på diskoteket Buddy Holly i Roskilde, hvor den uden sammenligning smukkeste og mest feterede kvinde i lokalet forsøgte at indynde sig. Ifølge Chris ville ethvert hankøn den aften “frivilligt have flækket armen på tværs” for et blik fra kvinden. Anders blev bare irriteret; hun forsøgte at bryde ind i hans vigtige samtale. Da hun spurgte, hvad de talte om, lød svaret kort og abrupt: “Ting!”
Det var den slags historier, som gav Anders et ry som vennernes ven. Hans sikre fremtoning inspirerede de nærmeste venner. Da Anders en dag fortalte, at han ville i Livgarden, satte det en lavine i gang: “Anders var en soldat, som andre soldater så op til. Han kunne det hele på fingerspidserne og til perfektion. Mange soldater lærer bare, hvad der bliver sagt, men Anders kunne alle fiffene også – og han havde intet imod at lære fra sig,” siger Chris.
Flere af Anders’ ungdomskammerater fra Taastrup – Martin Reenberg Christensen, Jens Madsen og Chris – fulgte Anders ind i Livgarden, og de bar kisten, da Anders kom hjem fra Afghanistan.
“Første gang jeg havde min ørkenuniform på, var, da jeg skulle bære min bedste vens kiste,” siger Chris. Han og Jens Madsen skulle med næste hold til Afghanistan fire måneder senere, Hold 6. Anders var på Hold 5. Vennerne og soldaterne tog til Aalborg, hvor de brugte ventetiden på at øve bårekommandoen.
De gik rundt i lufthavnen, ude på landingsbanen, med et bord imellem sig. En person i hvert hjørne og to i midten: “Vi blev bare ved med at slæbe rundt med det bord. Vi flåede det ud igen næste formiddag, kort før vi skulle til England og hente kisten. Det skulle fandeme være i orden,” siger Chris: “Da vi fløj hjem til Danmark, kunne jeg ikke lade være med hele tiden at vende mig om og kigge på kisten. Og så brød jeg bare sammen igen. Min bedste ven lå dér foran mig, og jeg havde bare lyst til at løbe hen og flå låget af den skide kiste og give ham et kram.”
Der var endnu fire dage til begravelsen. Anders skulle først bisættes fra Garnisonskirken og siden begraves i Taastrup. Feltpræst Jesper Svendsen satte ord på: “Anders træder ind i det persongalleri af unge danske soldater, der faldt i kamp. Dette er ikke kun en privat sag, men tillige et samfundsanliggende at miste soldater. De er udsendt af vores folkevalgte, og de skal respekteres som sådanne. Vi vil med tiden komme til at tale om Anders’ generation som den generation, der efter årtusindeskiftet bragte store ofre efter en historisk lang tid med fred,” sagde han til de mere end 600 fremmødte.
Tatovering
Motorcykler fra militærpolitiet blokerede al trafikken på turen mellem København og Taastrup, som blev en særlig oplevelse for Chris. Han oplevede en respekt fra folk på gaden, som har sat sig dybt i ham: “Jeg kan huske, at vi kom forbi nogle tørstige sjæle på en bænk, som tog kasketterne af og rettede sig op. Der kom en mand cyklende, som bare klodsede bremserne i og sprang af og stod ret. En ældre mand kom gående med sin hund – så trak han bare i snoren, så hunden satte sig helt stille ved hans side. Der var virkelig respekt om den døde soldat. Vores ven.”
På kirkegården i Taastrup bar fem af Anders’ barndomsvenner og en sergent fra Livgarden kisten til gravstedet, hvor Last Post – melodien, der følger faldne soldaters begravelse i store dele af verden – blev spillet. “Vi stod bare der og tudede om kap. Så trak vi Livgardens sol ud af vores baretter og kastede dem ned til Anders,” siger Chris.
Fire måneder senere fulgte Chris i sin bedste vens fodspor på et halvt års mission i Helmand. Kort før afrejsen var han på Roskilde Festival. Ud på natten steg en følelse i ham; han skulle have Anders med tilbage til Afghanistan. Løsningen blev en tur til den lokale tatovør i Roskilde. Da Chris Shaughnessy tog i krig, havde han et kors og navnet Anders tegnet ind i sit bryst.