USA: Politiet har natten til onsdag anholdt 44 personer under demonstrationer i St. Louis-forstaden Ferguson, efter et nævningeting mandag besluttede ikke at retsforfølge en hvid politibetjent for at skyde en ubevæbnet sort teenager.
Dermed er den anden nat efter afgørelsen forløbet en del roligere end den første, hvor 61 personer blev anholdt i Ferguson, flere bygninger blev sat i brand og adskillige butikker plyndret.
Tirsdag aften amerikansk tid understregede præsident Barack Obama da også, at der ingen undskyldning er for optøjer. I en tale opfordrede præsidenten ifølge Reuters sine landsmænd til at gå »konstruktivt« ind i debatten om racespændinger og politiets arbejde.
»Afbrænding af bygninger, at sætte ild til biler, ødelæggelse af ejendom, at sætte folk i fare: Det er destruktivt, og der er ingen undskyldning for det,« sagde præsidenten.
Ifølge CNN var der i løbet af tirsdag og onsdag demonstrationer i 37 delstater. På østkysten havde omkring 1.000 demonstranter blandt andet spærret broer mellem Manhattan og Brooklyn i New York, og på vestkysten havde hundredvis af demonstranter i Oakland lukket dele af en stor motorvej, kastet flasker mod politiet, antændt mindre brande og smadret butiksruder.
Sent tirsdag aften amerikansk tid fortalte politibetjent Darren Wilson, der skød og dræbte 18-årige Michael Brown 9. august, for første gang om den skæbnesvangre nat. Det skete i et interview med TV-stationen ABC, hvor han forklarede, at han handlede i selvforsvar, og hvis han kunne spole tiden tilbage, ville han ikke gøre noget anderledes.
I Ferguson er der sat op mod 2.200 soldater fra nationalgarden ind for at få situationen under kontrol.