Andelsboligforeningen Grøndalsvænge er uforvarende løbet ind i nogle problemer af nærmest katastrofal karakter. Som tidligere beboer i Grøndalsvænge gennem mange år og med indgående kendskab til foreningens historie er jeg chokeret over Københavns Kommunes skændige behandling af foreningen efter dens omdannelse til privat andelsboligforening.
Ved kommunens afhændelse af arealerne til den i 1911 stiftede forening var det velovervejet, at området blev belagt med visse klausuler ved senere overdragelse af medlemsrettighederne. Kommunen forbeholdt sig nemlig ret til efter år 2000 at tilbagekøbe arealerne til salgsprisen, hvorfor der indføjedes en klausul om forbud mod fortjeneste på grundene ved medlemsoverdragelser.
I alle årene har grundene været fastsat til skattemæssig værdi og er blevet beskattet derefter uden hensyn til klausulen under henvisning til, at aftalen om tilbagekøbsretten med klausulen var af rent privatlig karakter og den offentlige vurdering uvedkommende.
Da tiden for »deadline« nærmede sig, tilbød foreningen efter en udskydelse af tilbagekøbsretten så endelig helt at frafalde retten mod erlæggelse af en frigørelsessum på et trecifret millionbeløb.
Københavns Kommune må ved forhandlingerne med foreningen formodes at have været bekendt med den til tilbagekøbsretten nøje knyttede klausul og i hvert fald ved sin undladelse af at fremdrage den under forhandlingerne have betragtet den som irreevant og derfor i realiteten bortfaldet ved aftalens indgåelse.. Dette bestyrkes yderligere ved, at kommunen i ti år efter omdannelsen har kendt til foreningens regler for vilkår ved medlemsoverdragelse uden at gribe ind.
SÅ SNUBLEDE MAN på Rådhuset ved et tilfælde over den ældgamle bestemmelse om forbud mod fortjeneste ved salg, og så bryder helvede løs med uoverstigelige følger og ubodelig skade for foreningens medlemmer, da kommunen udnytter sin formelle magt til pludselig at gøre klausulen gældende ved at føre et ideologisk korstog mod den sagesløse boligforening og gøre den til et eksperimentarium med levende mennesker til fremme af sin politik om billige boliger i kommunen.
Den mildeste betegnelse herfor er det, som man i forvaltningsretten kalder magtfordrejning. Nu kræver kommunen, at foreningen skal rette ind efter uhørt urimelige regler, som kommunen ikke engang har nogen glæde af, da det er foreningen sammen med det enkelte medlem, der suverænt bestemmer, hvem der skal overtage et medlemskab.
Kommunen bør besinde sig og med den rest af sund fornuft, som den forhåbentlig er i besiddelse af, omgøre Borgerrepræsentationens på misforstået grundlag trufne afgørelse og gå med til ved en fornyet afgørelse at slette den urimelige, forældede og reelt bortfaldne klausul.