Det er heldigt for Liberal Alliance-leder Anders Samuelsen, at han ikke skal deltage i en popularitetskonkurrence internt i blå blok – for så ville han ende på en klar sidsteplads. Efter at de øvrige partiledere i blåt hjørne med stor tilfredshed har kunnet konstatere, at Liberal Alliance længe har været en medspiller på de mange interne hulemøder og har været medunderskriver på væsentlige udspil forud for valget, er den gode stemning på rekordtid blevet ændret til dyb frustration over Anders Samuelsen.
Når centrale politikere fra Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative taler med journalisterne på Christiansborg – for lukkede mikrofoner – får Samuelsen ikke smukke skudsmål. Årsagen er, at man i de øvrige partier sidder tilbage med vurderingen af, at LA er gået for langt i de første politiske armlægninger og udløser for megen destruktiv uro. Af samme grund er de ved at udpege Samuelsen til den største »sikkerhedsrisiko« for Løkkes nye regering, hvis LA-lederen fortsætter sin pågående og konfrontatoriske stil.
I de seneste døgn har Samuelsens selvbevidste stil skabt ravage forud for valget af Mogens Lykketofts efterfølger på den prestigefyldte post som formand for Folketinget.
Mens rød blok samler sig om eks-statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der overraskende er dukket op som kandidat, har blå lejr fremstået som en rodebutik. Det har skabt ærgrelse hos Lars Løkke Rasmussen, der personligt er gået i brechen for Pia Kjærsgaard (DF) og har anbefalet hende som kandidat, men irritationen i Venstre er for intet at regne mod det blåviolette raseri i DF.
Her er man pikeret over, at LA gambler med formandsposten og har gjort den fornemme post til en vare, der kan forhandles om, hvis blot DF er parat til at betale en passende modydelse til Liberal Alliance. Læs: DF skal udstede en form for garanti for, at partiet vil gøre noget ved topskatten i en kommende skattereform.
I DF opfatter Kristian Thulesen Dahl dette krav fra LA som en uhørt og uværdig sjakren om formandsposten, og han nægter at indgå den slags handler. I partiet er man stærkt fortørnet over, at Pia Kjærsgaard skal bruges som led i et forhandlingsspil om skat, og har Liberal Alliances formål været at få DF bundet op på topskattelettelser, synes forehavendet ikke at være ret godt gennemtænkt.
Lige nu har det kun gjort DF-ledelsen endnu mindre interesseret i at deltage i en skattereform med LA. I stedet fremhæver DF med stigende styrke, at de alene vil deltage i en reform, hvor skattelettelser skal gives til de danskere, som tjener mindst.
Fra Liberal Alliances perspektiv ser forløbet helt anderledes ud.
Med Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll i spidsen kæmpede LA indædt for at få indføjet et afsnit om at få sænket topskatten i regeringsgrundlaget for Løkkes nye regering. Det holdt hårdt, men det lykkedes. Bagefter fremhævede Samuelsen, at der var tale om en af de mest ambitiøse erklæringer på skatteområdet i nyere tid.
Han nåede dog knap nok at udsende sin triumferende melding til offentligheden, før den blev pandet ned af Kristian Thulesen Dahl.
DF-lederen brugte således afsnittet om topskat i regeringsdokumentet som en vigtig forklaring på, hvorfor DF umuligt kunne indtræde i en regering sammen med Løkke.
Thulesens afstandtagen skabte vrede og nervøsitet i LA-lejren, som pludselig øjnede et rædselsscenarie med forhandlinger om en skattereform, som ville ende uden et indgreb mod topskatten.
Alt sammen har det udløst en stillingskrig mellem DF og Liberal Alliance.
Ender forløbet med, at Pia Kjærsgaard ikke bliver valgt til ny formand, vil der være tre store tabere:
For det første vil det være en ydmygelse af DF, hvis det ender med, at Kjærsgaard vrages til fordel for Helle Thorning-Schmidt. I DF har man længe håbet på at kunne placere partiets stifter i formandsstolen, hvilket på det symbolske plan ville være en særlig landvinding for partiet.
For det andet vil LA med stor sikkerhed blive en taber, for DF vil i så fald blokere benhårdt for Samuelsens ønske om et opgør med topskatten, og Løkke vil næppe sætte meget politisk kapital på spil for at bistå LA.
Endelig vil et valg af Thorning til ny formand udstille for alverden, at blå lejr – trods fine intentioner og guldrandede hensigtserklæringer – er en samspilsramt størrelse, hvilket vil gøre prognosen for regeringens overlevelseschancer endnu mere dystre, end de allerede er.
Bliver Pia Kjærsgaard ikke valgt som formand, vil der være ondt blod mellem DF og Samuelsens tropper i lang tid, og det vil gøre det endnu sværere for Løkke at regere.