De seneste uger har været et mareridt for Morten Messerschmidt og en belastning for DF-ledelsen på Christiansborg.

Succesombruste Messerschmidt, som ved seneste valg til Europa-Parlamentet fik flere end 450.000 personlige stemmer, har været ramt af en lavine af kritisk medieomtale.

Dag efter dag har journalister gravet sig ned i politikerens omgang med EU-midler, og flere undersøgelser er sat i gang for at få afgjort, hvorvidt Messerschmidt og Dansk Folkeparti har misbrugt penge fra EU.

Målinger viser, at danskerne har fået et markant mere negativt billede af stemmeslugeren, og det er indlysende, at han vil være en svækket frontfigur for DF frem mod EU-folkeafstemningen den 3. december.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

Derudover betyder den konstante uro, at DFs ledelse hver dag må bruge ressourcer på at støtte Messerschmidt. Det gælder for Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen, der må besvare kritiske spørgsmål, ligesom partiets topprofessionelle pressesektion med Søren Søndergaard i spidsen er tvunget til at arbejde i døgndrift.

Hvor forløbet ender – og hvad den endelige dom over Messerschmidt bliver – ved ingen.

Men forløbet har svækket DFs forberedelse af kampagnen frem mod folkeafstemningen, og internt frygter man, at mediernes fokus på Messerschmidt vil vare ved og dermed gøre det sværere at få partiets EU-budskaber ud over rampen.

Alligevel skal man være varsom med på forhånd at udråbe DF til taber af folkeafstemningen. For selv om Messerschmidt udløser kilometervis af dårlig medieomtale, ligger DF stadig suverænt i målingerne, hvor partiet har fastholdt den rekordstore opbakning fra folketingsvalget.

Dernæst ledes partiet som bekendt af Kristian Thulesen Dahl, som er en i særklasse populær og anerkendt partiformand, hvis man spørger danskerne. Det betyder, at DF vil kunne trække Messerschmidt en smule tilbage og give Thulesen Dahl en mere fremskudt placering i partiets kampagne – til fordel for DF. Endelig repræsenterer Dansk Folkeparti holdninger over for EU, som en stor del af den danske befolkning grundlæggende er enig i.

I det lys er det værd at dvæle ved det faktum, at Messerschmidts fabelagtige resultat ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 ikke kun skyldtes hans egen indsats, men nok så meget at mange EU-skeptiske danskere i stort tal strømmede til DF på grund af partiets politik over for EU.

På Christiansborg er DFs mange modstandere synligt oplivede over at være vidne til partiets aktuelle problemer, men ingen erfarne politikere fra rød eller blå lejr har tænkt sig at undervurdere DFs slagstyrke.

Tværtimod er det sigende, at alle ledende politikere forbereder sig på en uforudsigelig valgkamp, hvor så godt som ingen tør spå om slutresultatet. Dette er i sig selv tankevækkende og bemærkelsesværdigt.

For sagen er, det ikke er ret længe siden, at ja-siden følte, at den stod med en solid vindersag, ligesom vi heller ikke skal bladre langt tilbage i kalenderen for at finde målinger, der spåede en sikker sejr til ja-siden.

Nu venter alle derimod en valgkamp, hvor resultatet vil blive afgjort af, hvem der vinder kampen om dagsordenen. Hvis ja-siden kan få afstemningen til at handle om at sikre, at dansk politi fremover skal kunne være fuldt og helt med i Europol, ja så venter en sejr.

Kommer debatten til at handle om danskernes syn på EU, og kommer diskussionen til at dreje sig om, hvorvidt vi skal have mere eller mindre EU, kan resultatet blive et nej. Især fordi så mange danskere for tiden følger med i, hvordan hundredtusinder af flygtninge og immigranter strømmer ind i Europa, mens et handlingslammet EU er ude af stand til at skabe effektive løsninger og modtræk.

Mange fra ja-siden vil mene, at denne tilgang til afstemningen er dybt usaglig, men for millioner af europæere – fra nord til syd – forekommer det ubegribeligt, at EU i dag fremstår som et område i verden, hvor man har nedlagt alle indre grænser – uden at sikre grænserne udadtil – hvorfor flygtninge og immigranter strømmer ind i rekordtal.

Af samme grund stiger skepsis over for EU i mange europæiske lande, og derfor vinder EU-kritiske partier terræn. Det var netop med blikket rettet mod denne udvikling, at EU-præsident Donald Tusk forleden sagde, at udviklingen har potentiale til at udløse dybtgående, tektoniske forandringer af det politiske landskab i Europa. Og ikke til det bedre, som han tilføjede.

På Christiansborg forbereder man sig derfor på et EU-slag, hvor ingen tør spå om udfaldet. I de kommende dage vil partierne begynde at fortælle medierne om deres kampagner, og snart vil gader og stræder blive præget af titusinder af valgplakater.

Med Lars Løkke Rasmussen i front vil Venstre sammen med de øvrige ja-partier gå massivt ind for at sikre et ja, mens DF med Thulesen Dahl i spidsen forbereder en storoffensiv for at sikre et nej sammen med blandt andre Liberal Alliance og Enhedslisten.

Når kombattanterne for alvor tørner sammen, vil der blive sat snævre grænser for, hvor meget selv en Morten Messerschmidt kommer til at fylde – også selv om han i egen selvopfattelse er en overordentlig stor personlighed.