“Vi interesserer os ikke for penge.” Ordene blev udtalt af en aktionær på Gyldendals generalforsamling i april, og de udløste et sus blandt aktionærerne, der om end nok så kulturelt interesserede også gerne ville have et udbytte. Det lille intermezzo satte Gyldendals dilemma på spidsen. Forlaget er ikke blot et erhvervsikon, men også en vigtig kulturinstitution med kulturinteresserede aktionærer. Hidtil har der ikke været nogen modsætning mellem interessen for afkastet og interessen for kulturen. Men modsætningen er på vej. Masser af gamle, hæderkronede virksomheder er blevet væltet rundt af digitaliseringen. I de værste tilfælde har det kostet dem livet. Kodak var i mange år en selvfølgelig del af verden for enhver med et fotografiapparat. Efter konkursen er sloganet A Kodak Moment blevet til A Kodak Memory. Bogforlag har hidtil været skånet af, at litteratur bliver læst på papir. Men nu er fredningen forbi. Digitaliseringen kommer.

Stagnation: På overfladen ligner Gyldendal endnu normen for virksomheder, der sælger luksusbetonede produkter. I 00’erne steg omsætningen fra en halv til næsten en hel mia. kr. Dygtige driftsfolk sørgede for, at marginalerne på bundlinjen blev bedre og bedre. Efter finanskrisen er omsætningen og driftsmarginalerne stagneret. Men det billede genfinder man i utallige forbrugerrettede virksomheder i disse år. Problemet er, at Gyldendal må forudse, at en meget stor del af markedet er på nippet til at falde væk. De elektroniske bøger er endnu ikke slået an på forbrugermarkedet i Danmark. Men det er de i f.eks. USA, hvor de udgør halvdelen af salget i store internetboghandler som Amazon.com. Her ligger en typisk pris for en e-bog på 30-40 kr. Der er altså tale om voldsom omsætningsnedgang pr. solgt bog. Samtidig må antallet af solgte bøger ventes at falde, når piratkopiering breder sig, og når forfatterne begynder at udgive e-bøger på egen hånd.

Egenkapital dykker: Over de seneste fem år har Gyldendal investeret cirka en halv mia. kr. i nye aktiviteter. Men en stor del af aktiviteterne har man måttet afskrive igen, og andet mangler i bedste fald stadig at give fortjeneste. Faktum er, at egenkapitalen er skrumpet fra 451 mio. kr. i 2007 til 301 mio. kr. i 2011. Den udvikling kan af gode grunde ikke fortsætte ret lang tid, påpegede den tredjestørste aktionær, Lars Ole Kornum, på generalforsamlingen. Han har opgjort omfanget af de samlede investeringer og sat ord på den håndfaste konklusion om den ringe succesrate af de hidtidige investeringer. Lars Ole Kornum er tidligere direktør i Egmont, og fra den position misundte han Gyldendal dets stærke brand og unikke forbindelser helt ned til den enkelte forbruger. Det så han muligheder i. Men de bliver ødslet væk, mener han, og derfor har han startet et oprør. Andre finansielle aktører synes at give ham ret – om ikke i hver mellemregning, så i konklusionen. Praetorian Research har startet analysedækning af Gyldendal med en salgsanbefaling ud fra den tese, at ”destruktionen af aktionærernes værdier” vil fortsætte, og at en fair prissætning er 365 kr. pr. A-aktie. Det skal ses i lyset af, at aktien senest er handlet til ca. 800 kr. Andre finansielt orienterede aktionærer synes at have opgivet fra starten. ATP har allerede trukket sig ud, og LD og Magistrenes Pensionskasse ønsker at gå samme vej.

Hårde valg: Tilbage står Museumsfonden (der driver museet Louisiana) og Christian Augustinus Fabrikker med stemmeandele på henholdsvis 61 og 16 procent. Det er i praksis dem, der kører forretningen. Og det er også i høj grad dem, Lars Ole Kornum retter skytset mod, når han beskylder dem for at stille sig tilfredse med den prestige, det giver at drive den gamle kulturvirksomhed. Med om bord har de to hovedaktionærer – endnu – et mindre antal finansielt orienterede investorer samt en række helt små aktionærer. Det var en af de sidstnævnte – en mangeårig, men nu pensioneret medarbejder – der på generalforsamlingen sagde, at man ikke interesserede sig for penge. Det skete i en replik til netop Lars Ole Kornum, der under den efterfølgende protesterende mumlen i salen fik en vis opbakning. Også de to hovedaktionærer, repræsenteret ved bestyrelsesformanden, Louisiana-direktør Poul Erik Tøjner, fremhæver, at Gyldendal skal give et godt afkast. Men faktum er, at Gyldendal de seneste år kun har kunnet udbetale de sædvanlige udbytter ved at tære på opsparingen. Aktionærerne kan de kommende år blive tvunget til at træffe nogle hårde valg. Er man i sidste ende indstillet på at betale for at bevare Gyldendal som en kulturinstitution? Og hvis ja – giver det så nogen mening at være et børsnoteret selskab? I Gyldendal-kredse formulerer man spørgsmålet sådan: Skal forlaget være børs eller katedral? De fleste aktionærer siger både/og. Men risikoen er, at virkeligheden bliver hverken/eller. At det sidste Gyldendal-øjeblik nærmer sig.

Læs artiklerne om Gyldendal og fremtiden i Berlingske Business Magasin torsdag 23. august 2012.