Det er snart et år siden, at den danske folkeafstemning endte med et nej til at ændre retsforbeholdet og dermed sendte dansk politis deltagelse i det europæiske Europol-samarbejde ud i en uvis skæbne til stor frustration for Rigspolitiet, der allerede er gået i gang med at lave en nødplan for fremtiden uden for Europol.
Uden en dansk særaftale vil dansk politi ryge ud af Europol den 1. maj. 2017, men efter måneders samtaler mellem den danske regering og EU-Kommissionen begynder konturerne af en dansk særaftale imidlertid at tage form. Og det i sådan en grad, at udenrigsminister Kristian Jensen (V) tirsdag udtrykte den hidtil største optimisme om en aftale, der vil være brugbar for dansk politi.
