BRUXELLES: Fredag bliver dagen derpå på den hårde måde for justitsminister Søren Pind (V). Han lander tidligt her til morgen i Bruxelles, hvor han skal orientere sine kolleger fra de øvrige EU-lande om resultatet af den danske folkeafstemning. Og med det samme må justitsministeren og Danmark håbe på en udstrakt velvilje fra de øvrige 27 EU-lande.

Med det danske »nej« består retsforbeholdet, og det placerer Danmark i en uhyre vanskelig situation, fordi der netop nu er meget ny lovgivning på vej på retsområdet i EU, og det vel at mærke lovgivning, som har stor betydning for Danmark. Umiddelbart kommer Danmark til at stå uden for – også uden for de dele af samarbejdet, der er bred politisk enighed om, at Danmark bør være med i.

EU-systemet er mere end travlt optaget af en række store kriser og udfordringer, der set med de øvrige landes øjne er langt vigtigere at få styr på end at hjælpe Danmark med de særlige aftaler, som Danmark får brug for, hvis deltagelsen i eksempelvis politisamarbejdet Europol, terrorbekæmpelse og Dublin-systemet fortsat skal sikres.

Skal disse særaftaler på plads, så skal de øvrige EU-lande kort og godt have en interesse i, at Danmark er med. Og skal de på plads i tide, så kræver det desuden en meget hurtig proces, som hidtil ikke har været muligt i den slags forhandlinger.

Danmark kommer i voldsom tidsnød

Når det gælder Europol og yderligere tiltag i terrorbekæmpelsen, burde de øvrige EU-lande have en interesse i dansk deltagelse. Danmark har i forhold til befolkningens størrelse relativt mange syrienskrigere, og Danmark har allerede været ramt af terror.

Også den grænseoverskridende kriminalitet krydser flittigt den danske grænse, og de danske myndigheders viden har derfor en værdi, som umiddelbart bør få de øvrige EU-lande til at se en fordel i at have Danmark med.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødes allerede næste fredag med EU-toppen – Donald Tusk og Jean-Claude Juncker – for at diskutere mulighederne.

Problemet er dog, at nye tiltag til bekæmpelse af terror allerede ventes vedtaget næste år, herunder det nye overstatslige Europol, som træder endeligt i kraft 1. april eller 1. maj 2017 – datoen fastsættes inden længe. Dermed vil dansk politi ikke længere kunne trække på Europols data og viden, som Danmark i dag er storforbruger af.

Det mest sandsynlige er, at Danmark vil forsøge at få en såkaldt parallelaftale, der kan sikre fortsat dansk deltagelse i Europol på trods af retsforbeholdet. Det har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, allerede anbefalet, og dermed ligner det den vej, som den danske regering vil søge efter nej’et. Parallelaftaler har historisk set taget ganske lang tid – fire eller fem år – at få i hus. Og så lang tid har Danmark og dansk politi slet ikke.

Som en centralt placeret EU-kilde formulerer det, er det »usikkert, om Danmark kan få en aftale, usikkert hvilken kvalitet den i givet fald vil have, og det vil med stor sikkerhed tage en hel del tid.«

De øvrige EU-lande er af gode grunde usædvanligt travlt optaget af flygtninge- og migrationskrisen, som har kastet EU-samarbejdet ud i sin måske største krise til dato. Derfor er den altoverskyggende prioritet at få styr på de ydre grænser, så Schengen-området, der økonomisk set har været en kæmpe gevinst for Europa, kan reddes.

Læg dertil, at forhandlingerne med Storbritannien om betingelserne for det britiske medlemskab af EU er på vej ind i sin afsluttende fase. De forhandlinger betyder også meget mere for de øvrige lande end de problemer, som det danske nej medfører for Danmark.

Danmark kan blive fanget i en asylknibe

Den fælles europæiske asylpolitik, som Danmark på grund af retsforbeholdet langt overvejende står udenfor, vil uden tvivl blive forandret som en konsekvens af krisen.

Men Danmark er via netop en parallelaftale med i Dublin-systemet, som giver mulighed for at sende asylsøgere retur til det EU-land, hvor asylsøgeren først er registreret. Det har i årevis betydet, at Danmark har sendt flere asylsøgere retur, end Danmark har modtaget gennem Dublin-systemet.

EU-Kommissionen har allerede foreslået et permanent fordelingssystem for asylsøgere, som vil kræve en ændring af Dublin-aftalen, og et forslag om en større revidering af Dublin-aftalen ventes til marts.

Parallelaftalen indebærer, at Danmark vil ryge ud af Dublin-systemet, hvis Danmark ikke vil acceptere de ændringer, og dermed er Danmark fanget i lidt af en Dublin-knibe. En Dublin-exit kan med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ord risikere at gøre Danmark til en »asylmagnet.«

Det er umiddelbart svært at se, hvorfor de andre EU-lande skulle have en interesse i at lade Danmark sende et nettoantal asylsøgere retur til øvrige EU-lande, uden at kræve at Danmark også deltager i resten af det reviderede Dublin-system, som muligvis kan komme til at indeholde et permanent fordelingssystem for asylsøgere.

Danmark står derfor efter nej’et i en ganske vanskelig situation. Det er næppe sandsynligt, at Danmark kan komme til at deltage i alt det EU-samarbejde, der ellers er bred politisk opbakning til. Og selv der, hvor der er muligheder, bliver tidsfaktoren et problem.

Søren Pind konstaterede tørt torsdag aften, da resultatet stod klart:

»Vi har ingen pressionsmuligheder, så vi må se, hvad vi kan gøre... «