Det skriver Bloomberg News tirsdag.
Amerikanske it-selskaber som IBM, Cisco Systems og Qualcomm er på vej til at kunne lukke en række undersøgelser om prismanipulering og genvinde tilliden hos de kinesiske myndigheder, bemærker Bloomberg News.
Tidspunktet for at begrave stridsøksen på det punkt kan vise sig at være tiltrængt, efter at der tidligere er dukket rapporter op, om at den amerikanske regering direkte har indsamlet data og aflyttet netværker hos nogle af de største, indenlandske teknologiselskaber.
Alle amerikanske IT-selskaber »er gået i forsvarsposition« i Kina, lyder det fra Scott Kennedy, der er leder hos Research Center for Chinese Politics and Business på Indiana University.
»De er alle under mistanke for enten med- eller modvilligt at have indgået i et samarbejde med den amerikanske regerings overvågnings- og efterretningsarbejde,« siger Scott Kennedy ifølge Bloomberg News.
Afsløringerne om den amerikanske regerings overvågning, som Edward Joseph Snowden, en tidligere systemadministrator hos en samarbejdspartner for den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA), offentliggjorde sidste år, kan ende med at blive en dyr forretning for it-selskaberne.
En række analytikere vurderer, at Snowdens afsløringer kan medvirke til at koste amerikanske it-selskaber mia. af tabte dollar i deres kinesiske salg, rapporter Bloomberg News.