Amerikanske AQR Capital Management tror på yderligere kursfald for aktien i smykkekoncernen Pandora.
I hvert fald har investeringsselskabet mandag øget sin shortposition i Pandora-aktien til 1,51 pct. af aktiekapitalen, fremgår det af en meddelelse fra Finanstilsynet tirsdag eftermiddag.
Når man vælger at gå short, sælges en lånt aktie i et håb om at kunne købe den billigere tilbage på et senere tidspunkt.
Ved udgangen af juli var 8,25 pct. af den samlede udstedte aktiekapital i Pandora shortet, og det var dermed den tredjemest shortede aktie på det danske aktiemarked efter NKT og Bavarian Nordic ifølge Finanstilsynets månedsoversigt.
Pandora-aktien falder tirsdag 0,7 pct. til 364,30 kr. efter stigninger de seneste fire handelsdage. Tirsdag i sidste uge styrtdykkede aktien over 24 pct. oven på den overraskende nedjustering af forventningerne til 2018 forud for regnskabet, der landede i sin fulde længde torsdag i sidste uge.
I løbet af ugen er Pandora faldet næsten 15 pct., og siden årsskiftet har Pandora-aktionærerne haft et negativt afkast på 46 pct.
/ritzau/FINANS