Stræk armene, bøj benene og spænd stiletterne.

For nogle år siden fik træningsformen de fleste til at trække på smilebåndet og måske endda ryste på hovedet. Nu har den bidt sig fast i en stor del af USA.

"Fitness i stiletter" - eller "Stiletto Strength", som den hedder på de kanter - er populær i træningscentre fra Texas til Kansas og fra Florida til Californien.

Og selv undertøjsfirmaet Victoria Secret har udgivet videoer, hvor veltrænede kvinder iført de obligatoriske høje hæle viser, hvordan forskellige øvelser ikke alene giver dig styrkede muskler men også en selvsikker gang i stiletterne. 

Alt sammen for at flere kvinder skal lære at gå i de stejle stiletter.

Kvinder kæmper sig afsted
Ifølge New York Times er det den tidligere model Nicole Damaris, som er hovedkvinden bag den alternative fitness-ide.

"Træningsformen giver balance, styrke og kropsholdning," siger hun og fortæller samtidigt, hvordan hun fandt på det lidt alternative koncept, efter hun havde set flere kvinder kæmpe sig af sted i de høje stiletter. Hun satte sig det derfor som mål at undervise i, hvordan man går yndefuldt uden at komme til skade - også selv om skoen er flere centimeter høj.

Efter at have trænet flere hold i "Stiletto Strength" i sit studio NDG Fit i New York, har hun nu også åbnet to filialer i staten Washington. I dag deltager mere end hundrede kvinder dagligt på holdene.

Usundt for fødderne
Helt så sund er træningsformen dog ikke. Alene det at gå i høje hæle kan ifølge undersøgelser give alt fra ondt i ryggen til slidgigt i hofterne.

Og på Griffith University i Queensland, Australien viser forskning, at kvinder som går i høje hæle oftere går anderledes end kvinder, der ifører sig flade sko. Musklerne i deres fødder vænner sig ganske enkelt til stilettens bøjede form.Det skriver The Independent.

Af samme grund studser Colleen Schwartz, talskvinde for Amerikas sammenslutning af ortopædkirurger, over den nye højhælede træningstrend, som hun kalder et tveægget sværd.

"Set fra en læges synspunkt er det en forfærdelig træningsform, men det er også en trend, og mange kvinder går i høje hæle til dagligt, så de kan lige så godt lære det ordentligt" siger hun til SF Gate.

Kommer næppe til Danmark
"Fitness i stiletter" er da heller ikke en træningsform, danskerne vil se hos en af landets førende fitnesskæder lige foreløbigt, siger kommunikationschef hos Fitness DK, Kia Aagård. Heller ikke selvom trenden nu har bidt sig fast i USA.

"Vi følger de forskellige trends fra USA på tæt hold og kender godt til stilet-fitness, men vi mener ikke, at skoene gør en forskel, når du træner. Og ofte er det altså nemmere at give sig maksimalt, når man har et par ordentlig sko på, der støtter og giver fodfæste," siger hun.