Amerikanerne leder efter medskyldige efter Boston
Forholdet mellem Rusland og USA er blevet noget forbedret med et samarbejde om at kortlægge brødrene Tsarnaevs terrorplaner.
Forholdet mellem Rusland og USA er blevet noget forbedret med et samarbejde om at kortlægge brødrene Tsarnaevs terrorplaner.
WASHINGTON: Efterforskningen af terrorangrebet den 15. april i Boston går langsomt fremad. Men på ét punkt har aktionen, som kostede tre mennesker livet og sårede flere hundrede, haft en betydning. Forholdet mellem Rusland og USA er blevet »behersket« forbedret. Diplomatiske kilder siger, at USAs præsident, Barack Obama, og hans russiske kollega, Vladimir Putin, har haft samtaler om samarbejdet mod terror, efter at det stod klart, at angrebet kunne have forbindelse til Dagestan, som Rusland kontrollerer.
Den amerikanske præsident sagde i går på en pressekonference, at »russerne har været meget samarbejdsvillige under forløbet«, men at der stadig er en vis mistænksomhed mellem de to landes efterretningstjenester efter mange års fjendskab.
»Der er stadig et stykke vej at gå, men Putin og jeg har forsikret hinanden om, at vores sikkerhedstjenester skal samarbejde i det her spørgsmål,« sagde Obama på en pressekonference i Det Hvide Hus.
Det amerikanske forbundspoliti forsøger stadig at finde ud af, om de to brødre Tamerlan og Dzhokhar Tsarnaev havde medskyldige forud for terroraktionen i Boston den 15. april, og om især den ældre bror havde modtaget træning under et ophold i Dagestan i det første halvår af 2012. Under dette ophold skulle han have haft tætte forbindelser til mindst én radikal person, Mansur Makhmud Nidal, som den russiske efterretningstjeneste mistænkte for at være en af de radikale islamister, der rekrutterede unge mennesker til terroraktioner. Han blev dræbt af russiske sikkerhedsstyrker i maj sidste år.
Der er stadig en intens efterforskning i gang for at finde ud af, om der har været flere involverede i terroraktionen, og om brødrene har fået hjælp til bomberne, enten i USA eller internationalt. I går kom det frem, at FBI har fundet »kvindeligt DNA« i det materiale, der blev efterladt ved de to eksplosioner. Det siger i sig selv intet andet, end at efterforskerne med alle midler forsøger at finde spor, der eventuelt kan føre til en be- eller afkræftelse af, om der har eksisteret en større sammensværgelse.
Ingen ved, hvem DNAet tilhører. Men Tamerlan Tsarnaevs hustru, Katherine Russell, fik taget en DNA-prøve. Politiet understregede dog, at selv om det er hendes DNA, kan det være ren og skær tilfældighed. Hun kan have været i nærheden af trykkogeren eller andet af det materiale, de to bomber blev lavet af, uden at have haft noget med aktionen at gøre.
Terroren har bevirket, at Obama og Putin nu er i dialog om terror. De to har haft telefonsamtaler efter aktionen, fordi de to brødre havde både tjetjenske og dagestanske rødder. USA og Rusland har i de seneste par år været på kollisionskurs på grund af situationen i Mellemøsten, men terroraktionen har tilsyneladende givet de to præsidenter mulighed for at forny en dialog, som diplomater mener kan bruges mere bredt end blot det samarbejde mod terror, der er ved at tage form. Også i spørgsmålet om Syrien og Iran kan det fornyede forhold bruges til en diskussion om krigen mod den syriske præsident, Bashar al-Assads styre, og mod Irans angivelige forsøg på at udvikle atomvåben.
Putin har flere gange stærkt udfordret USA i spørgsmålet om Iran. Putin tog for en del år siden under en af de mange kriser på officielt besøg i Iran og demonstrerede dermed, at Rusland har tænkt sig at føre sin helt egen udenrigs- og sikkerhedspolitiske kurs i Mellemøsten. Rusland har stærke interesser i Syrien og støtter Bashar al-Assads regime. Et amerikansk angreb på Syrien vil derfor komplicere forholdet til Rusland yderligere.
Men den seneste udvikling i Boston har åbnet nye diplomatiske korridorer mellem de to magter. Det er dog for tidligt at bedømme, om terrorsamarbejdet kan give anledning til en større tilnærmelse. Rusland har – siger diplomatiske kilder – ikke tænkt sig at samarbejde med USA om alt, og selv om USA har udtrykt sin taknemmelighed over Ruslands hjælp i den pågældende sag, er alt ikke idyl. FBI mistænker stadig russerne for at holde oplysninger om terrornetværket i Dagestan tilbage – især den del, der vedrører Tamerlan Tsarnaevs besøg i området fra januar til juli 2012. Der er fortsat ingen beviser for, at den ældre bror modtog nogen former for terrortræning under sit ophold, selv om han blev set sammen med Nidal og ofte opholdt sig i en af de radikaliserede moskeer i hovedstaden, Makhachkala.
Men terroraktionen har fået amerikanerne til at føle sig utrygge igen, efter at terroraktionen 11. september 2001 var begyndt at fortone sig. New York er stadig i et højt alarmberedskab, og der er om muligt endnu mere synligt politi til stede end tidligere, især omkring Times Square, som for et par år siden var mål for en terroraktion, som dog mislykkedes.
Boston-aktionen har vist, hvor enkelt det er at gennemføre en spektakulær terroraktion med relativt simple midler. Hvis de to brødre har været alene om aktionen, er der bred enighed blandt terroreksperter om, at der er grund til at være bekymret.
En af de mange spor går i retning af en person, der hedder »Misha«, og som bor i et middelklassekvarter på Rhode Island. Hans rigtige navn er Mikhail Allakhverdov, og han er angiveligt islamisk konvertit af ukrainsk-armensk oprindelse. Grunden til at han er interessant er, at en af brødrenes onkel på et tidspunkt udpegede ham som en af de personer, der prædiker radikal islam og får en række unge mennesker til at sympatisere med de terrorbevægelser, der findes i det kaukasiske område. »Misha« er blevet interviewet af en amerikansk journalist. Han benægter ikke, at han har kendt til en af brødrene, men siger, at han ikke har set ham i mange år.
Den anden person, FBI koncentrerer sig om, er en canadisk statsborger med dagestanske rødder. Han hedder William Plotnikov, som lige som storebroderen var bokser. Han forlod Canada for en del år siden og sluttede sig til en af Dagestans mange terrorbevægelser. Tamerlan Tsarnaev havde en emailkorrespondance med ham om islamiske spørgsmål, men det vides ikke, om de to mødtes, mens han var i Dagestan.
Den yngre bror befinder sig nu i et sikret fængsel i Devens i Massachusetts. Dzhokhar Tsarnaev befinder sig i en lille celle med en times udgang om dagen. Hans hær af advokater forbereder nu hans sag med et eneste formål – at forhindre at han får en dødsdom.