LAS VEGAS, USA: Det ligner mere og mere et udskillelsesløb, hvor Amazon og Google kæmper indædt om førerpositionen, mens Microsoft har trukket det korteste strå og reelt kan blive slået på hjemmebanen.
Det fremgår af de seneste udmeldinger fra store og små elektronikproducenter på verdens største messe for forbrugerelektronik, Consumer Electronics Show (CES), som i denne uge afholdes i spillebyen Las Vegas i det sydøstlige hjørne af USA.
Google-oprustning skal genvinde terræn
Google har rustet kraftigt op gennem især det seneste halve år og har indgået aftaler med en længere række af elektronikproducenter om at få internetgigantens talegenkendelsessoftware, Google Assistant, bygget ind i højttalere, fladskærms-TV og hovedtelefoner. Det sker for at forsøge at indhente konkurrenten Amazons store forspring på det gryende og stadig vigtigere område, hvor det at tale til sit udstyr og ikke skulle fumle med fingertryk på skærme og tastaturer arbejder på at blive den nye intuitive måde at bruge sit elektronikudstyr på, hvadenten det er køleskabet, fladskærmsfjernsynet, højttaleren, vaskemaskinen, støvsugerrobotten, det elektriske lys eller luftrenseren, der skal betjenes.
Google kom først for alvor ud af starthullerne i efteråret 2017. Her havde Amazons talegenkendelse, Alexa, allerede fået et solidt forspring. Amazon har nemlig brugt sin succesrige opskrift fra e-bogsmarkedet - nemlig at producere og sælge udstyr til ikke meget mere end produktionsprisen for derved at få det hurtigt udbredt. Det er sket med Amazons Echo-højttalere, som man - stadig kun på engelsk og tysk - kan bede om f.eks. at skaffe svar via internettet på spørgsmål, få læst vejrudsigten eller de seneste topnyheder op, tænde og slukke for husets intelligente elpærer, sætte yndlingsmusikken på eller skrive en aftale ind i ens digitale kalender.
Nu rykker Alexa også ind på udvalgte, nye PCer fra HP, Acer og Asus - tre af de helt store computerproducenter i verden. Dermed rykker Alexa ind på Microsofts kerneområde, hvor den amerikanske softwaregigant ellers burde stå allerstærkest, eftersom Microsoft styresystem Windows ligger på langt størstedelen af alle PCer i verden.
Gravskriften toner frem
Med Windows 10, som kom på gaden i august 2015, indbyggede Microsoft sin egen digitale assistent, Cortana som standard. Cortana var skræddersyet til at kunne tage imod og udføre talte beskeder om opgaver på PCen. Cortana kom lidt langsomt fra start og findes fortsat kun på en håndfuld af de største sprog - altså ikke dansk.
Microsoft annoncerede i efteråret en aftale med Amazon, så Cortana kan arbejde sammen med Alexa - og omvendt - og udføre de opgaver, som den anden part ikke selv kan håndtere. Flere teknologimedier varmer allerede op til Cortanas gravskrift som digital frontfigur, mens Alexa og Googles Assistant ruller ind på stadig mere udstyr fra forskellige producenter.
Også det danske hovedtelefonmærke Jabra fra GN Audio har brugt Alexa i sine nye, trådløse ørepropper, mens den sydkoreanske elektronikgigant LG Electronics, som allerede har Alexa om bord i flere produkter, nu også tager Google Assistant ind. For et år siden var Google nærmest usynlig på CES-messen.
Det handler om data - mange data
»Vi samarbejder med Google om få Google Assistent ind i alle OLED-TV (fladskærme med den glasklare OLED-skærm, red.), trådløse højttalere og intelligente hovedtelefoner,« forklarer I.P. Park, teknologidirektør hos den sydkoreanske elektronikgigant LG Electronics.
Og Google selv lægger ikke skjul på strategien:
»Målet for Google Assistant er at få tingene gjort på naturlig måde, altså gennem konversationsoplevelsen, uanset hvilket udstyr man bruger,« siger Scott Hufmann, ansvarlig for udviklingen af Google Assistant.
Det handler ikke bare om at få solgt produkter. Det handler om data - mange data, data i kæmpe mængder. For den såkaldt kunstige intelligens, som talegenkendelsen er afhængig af, skal fodres, så den efterhånden lærer folks vaner at kende og derved kan få det såkaldt smarte udstyr til at reagere ved nærmest at kunne forudsige, hvad vi hver især ønsker at gøre og bede om, før vi gør det.
Alexa, Assistant, Cortana og Apples Siri lytter konstant med i baggrunden og reagerer, når de bliver tiltalt på den særlige måde, som »vækker« dem. Vores spørgsmål eller beskeder bliver optaget og via nettet sendt til kraftige computerservere hos giganterne. Her analyseres det optagne, og når meningen er regnet ud, udføres opgaverne, inden talegenkendelsessoftwaren svarer tilbage. Hele denne proces opsamler og kortlægger store mængder viden om folk og deres vaner og er en rigdomskilde for giganterne, som dermed kan målrette alle deres tjenester endnu skarpere.
Selv om Amazon har fået solidt fat, har Google - og Apple - deres klare forspring. Google Assistant og Apple Siri er nemlig fast bestanddel på stort set samtlige smartphones, som produceres i verden, om end de ikke bruges af alle mobilejere, bl.a. fordi de mangler på mange sprog.
Kampen om dit hjem
Centralt i kampen står det smarte hjem. Det handler om at erobre positionen som hjemmets »kontrolcenter«, altså den dims eller dingenot, som bliver familiens foretrukne at bruge, og gennem hvem alt øvrigt tilkoblet udstyr til det trådløse net styres. Den lille højttaler med talegenkendelsessoftware kan derfor ikke bare afspille musik men er den, man taler til, når lyset skal slukkes, vaskemaskinen tændes eller køleskabets indhold kontrolleres, uden at man bogstaveligt rører en finger.
På sidelinien forsøger bl.a. Samsung, der er verdens største mobil- og TV-producent, at lancere sin egen assistent, Bixby, som et bedre alternativ. Alle nye Samsung-TV i 2018 vil få indbygget Bixby, ligesom Samsungs nye køleskabe med storskærm på køleskabsdøren fremover skal kunne tales til.
At træerne ikke vokser ind i himlen, stod klart for alle efter LGs pressepræsentation i Las Vegas mandag aften, dansk tid. Her valgte den lille Cloi-robot efter nogle minutter at overhøre al videre tiltale og stod blot og blinkede med de digitale øjne, mens LGs mand på scenen forgæves - og flere gange - forsøgte at få den til at lege med igen.
Det er heller ikke ubetinget naturlige sætninger, som man skal sige for at få de digitale assistenter til at reagere. Og indtil videre har det lange udsigter at kunne kommunikere på dansk med sit hjem.
Berlingske dækker Consumer Electronics Show (CES). Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).
