Et af de utallige klip af Barack Obama, hvor man skal være mere end almindeligt tykhudet for ikke at blive rørt til tårer, er det, hvor han for nylig talte til begravelsen af Clementa Pinckney, som blev skudt ned af en hvid racist i Charleston, South Carolina. Efter sin tale bryder præsidenten ud i hymnen »Amazing grace«, og hvis du endnu ikke har set det, bør du finde det på nettet, for det er på en gang morsomt og vanvittigt smukt.
Men gør det, inden du læser Ta-Nehisi Coates’ »Between the world and me«, for efter den, ser USA ikke længere ud på helt samme måde.
Bogen, der er den 39-årige forfatter, journalist og bloggers dybt personlige skildring af at være sort i dagens USA, har været sommerens store amerikanske samtaleemne. Ta-Nahesi Coates har været hele turen rundt i det amerikanske mediecirkus, og Nobelpristageren Toni Morrison har kaldt »Between the world and me« for »obligatorisk læsning«.
At læse Coates er på mange måder som at læse Yahya Hassan. For ligesom Hassan åbnede en dør ind til en hidtil ukendt parallel sanseverden med hele dens spektrum af erfaringer, sprogliggør Coates selve den kropsliggjorte erfaring ved at være afro-amerikaner i USA.
Fordi Amerika var en nation af slavehandlere- og ejere, hvor den sorte krop blev tingsliggjort, misrøgtet, pisket og voldtaget, mistede de sorte retten til deres egen krop. Og når sorte amerikanere i dag bliver skudt ned af politiet, tævet eller lemlæstet, så er det stadigvæk denne arvesynd, der gentages: At den sorte krop tilhører den hvide mand.
I Coates’ verden sidder racismen i kroppen og er dermed et grundlæggende strukturelt problem, man ikke kan regulere eller lovgive sig ud af – og som ikke ændrer sig af, at præsidenten har kruset hår og en bred næse.
I et åbent brev til sin 15-årige søn fortæller Ta-Nehisi Coates sin egen historie, fra sin opvækst i den hårde del af Baltimore, sine bedste år på Howard University, mødet med konen og tabet af vennen Prince Jones, som blev endnu et uskyldigt offer for meningsløs politivold. Og hele tiden er det med den sorte krop som omdrejningspunkt, selve det at være til stede i verden med en sort krop, »my black body«.
Derfor opdrager sorte forældre i en indlejret frygt for, at deres børns kroppe skal lide overlast og gå til grunde – af stoffer, bandekrige eller på grund af politiet, som hellere skyder, før de spørger. Og hvis man skulle have glemt de mange sager, hvor uskyldige, ubevæbnede sorte amerikanere er blevet dræbt af (hvide) politibetjente (som ofte er gået fri) er bogen en trist genopfrisker.
Ta-Nehishi glemmer ikke, og hans store forbillede er ikke den forsonende Martin Luther King, men den konfrontatoriske Malcolm X. For Dr. King havde en drøm, ligesom Obama har én, men i Ta-Nehisi Coates’ verden er der ikke plads til disse drømmere – uanset hudfarve. De kan stå nok så meget til en begravelse og synge »amazing grace«, så alverdens Youtube-seeres øjne løber over af bevægelse, men de lyver for sig selv, fordi de ikke ser sandheden i øjnene, nemlig at den amerikanske racisme er indlejret i selve den sorte og hvide krop.
»You have been cast into a race in which the wind is always at your face and the hounds are always at your heels,« skriver Na-Nehisi Coates i en af bogens mange, mange smukke sætninger.
For hans blik er ikke bare prædikantens nådesløse og ubarmhjertige. Det er også romantikeren og den ængstelige fars, som forsøger at forklare sin søn, hvorfor han engang mistede besindelsen i metroen, da en hvid kvinde skubbede til hans dreng. Kroppen husker, som psykologerne plejer at sige.
Da den Malcolm X’ke uforsonlighed er lige ved at blive bogens akilleshæl, overrasker Ta-Nehisi os – og sig selv ikke mindst – da han bliver lokket til Paris af sin kone og må sande, at verden er større, smukkere og mere mangfoldig, end han havde troet muligt. Og at sorte og hvide kroppe ikke har samme indbyrdes historie i Europa, som de har i Amerika.
Men hvordan skal denne – en bleg middelklassekrop i en helt helt anden historisk virkelighed – kunne forstå og rumme denne erfaring? Hvordan skal den transcenderes? Og har Coates overhovedet ret i, at USA, hvor præsidenten stammer fra Kenya, er et land, hvor den sorte krop stadigvæk er et underdanigt objekt i forhold til det hvide subjekt. Og kan man ikke indvende, at der i USA er en stor underklasse af amerikansk white trash og andre minoriteter, som er endnu længere nede i hierarkiet og aldrig bliver en del af illusionen om den amerikanske drøm?
Måske. Men det giver ikke mening at forsøge at verificere Coates’ dybt personlige credo med »sådan ser det ikke ud« eller »så slemt kan det da ikke være«. Lige så lidt som det giver mening at komme med indsigelser, når Yahya Hassan skriver om smerten, når hans fars bælte rammer ham.
Forfatter: Ta-Nehisi Coates.
Titel: Between the world and me.
Sider: 152.
Forlag: Spiegel & Grau.
Pris: 199 kr.
Kan købes på nettet og udvalgte boghandlere herhjemme. Blandt andre Thiemers Magasin.