Undersøgelser bekræfter nu, at de ni gummidutter, der blev fundet under en ransagning af Amagermandens søns bopæl, indeholder sæd fra Amagermanden, Marcel Lychau Hansen. Det skriver bt.dk.
Alligevel fastholder den 23-årige søn, at han selv har fabrikeret gummidutterne - ligesom de ti breve, som, politiet mener, er blevet smuglet ud fra Marcels celle i Vestre Fængsel, også er skrevet af ham selv.
Det fortalte han, da politiet påny afhørte ham torsdag.
- Han siger, at det ikke kan være hans fars sæd. Det er ikke noget, han har modtaget. Han er også blevet foreholdt, at de ti breve, der blev fundet, ifølge grafologer er skrevet af hans far. Men han siger, at han har øvet sig i at efterligne sin fars håndskrift, fortæller drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller, til bt.dk.
Ifølge sønnens egen forklaring gjorde han det for at teste sin kæreste - han ville se, om han kunne stole på hende.
Det kunne han altså ikke. Hun gik nemlig til politiet, da hun fandt den ene gummidut og fire af de ti breve.
Men selvom undersøgelserne altså bekræfter, at både breve og sæd stammer fra Marcel Lychau Hansen, så ændrer sønnen ikke forklaring.
- Han bliver bare ved med at gentage, at det må være en fejl, fortæller Jens Møller til bt.dk.