Amagermanden sigtes for drab på 73-årig
Den 45-årige mand, der er sigtet og fængslet i forbindelse med et drab og to grove voldtægter på Amager, sigtes nu også for manddrab på 73-årig kvinde i Valby. Men der var flere om drabet.
Den 45-årige mand, der er sigtet og fængslet i forbindelse med et drab og to grove voldtægter på Amager, sigtes nu også for manddrab på 73-årig kvinde i Valby. Men der var flere om drabet.
Københavns Politi sigter nu den 45-årige mand, der er sigtet og varetægtsfængslet i forbindelse med et drab i 1990 og to grove voldtægter i 2005 og 2010, for endnu et manddrab efter straffelovens § 237.
Sigtelsen lyder på, at den 45-årige i tiden mellem den 16. februar 1987 ca. kl. 17.00 og den 17. februar 1987 kl. 12.38 dræbte den 73-årige Edith Louise Andrup ved kvælning som følge af strangulation.
Drabet skete på offerets adresse på Brøndkærvej i Valby. Ifølge politiets teori, var der flere personer om drabet. Og medgerningsmændene er fortsat på fri fod, oplyser drabschef Ove Dahl ifølge Politiken.
Mistankegrundlaget er tekniske spor og nye vidneforklaringer, og motivet skulle være berigelse. Den sigtede nægter sig skyldig og ønsker ikke at udtale sig.
Den 45-årige er i forvejen sigtet for drab på den 40-årige Lene Buchardt Rasmussen på Amager Fælled i august 1990.
Efterforskningen fortsætter, og Københavns Politi kan ikke meddele et sluttidspunkt på nuværende tidspunkt, skriver drabschefen i en pressemeddelelse.
Morder maskerede drab som selvmord
Obduktionen afslørede, at Edith Louise Amstrup var blevet kvalt og muligvis også slået. En nabo havde tilkaldt hjælp, fordi hun kunne lugte gas fra den tilstødende lejlighed. Mordet fandt sted mandag den 16. februar ved en 18-tiden. Men allerede morgenen efter er en eller flere gerningsmænd vendt tilbage til lejligheden i et forsøg på at maskere drabet som selvmord.
Læs også: Fem uopklarede kvindemord
Gashanerne var åbnet og der var tændt et stearinlys i entreen.
I månederne op til drabet havde Edith Andrup annonceret om, at hun ville sælge ud af sit bohave, fordi hun ville flytte til noget mindre. Af samme årsag havde der været flere henvendelser fra antikvitetshandlere, ligesom der også havde været flyttefolk for at flytte flere af hendes ting.
Der var derfor mange fingeraftryk i lejligheden. Mange af disse personer var inde til afhøring efter drabet, men alle kunne gøre rede for deres alibi. En af flyttemændene var den 45-årige mand fra Amager.