Må jeg jeg røre kamelen," spørger en lille pige.

"Nej, det må du ikke," lyder svaret fra manden med zoo-jakken.

Når man betaler for en indgangsbillet til Zoologisk Have på Frederiksberg, køber man ikke kun adgang til en oplevelse, som hvis det var Tivoli, man besøgte. Derimod betaler man penge for at bevæge sig rundti en have, som gerne vil fortælle, hvordan dyrene har det i den virkelige verden. I Zoologisk Have er dyrene ambassadører for de vilde dyr, og dem kan man ikke røre. Det har også betydning for chefens rolle.

"Vi er her i et ærinde, vi laver ikke bare plasticspande og skal have en bundlinje. Nej, vi er her, fordi vi skal være med til at præge en udvikling og forståelse i befolkningen. Vi er folkeoplysning. Det er en almindelig kommerciel virksomhed ikke," fortæller manden med zoo-jakken, Lars Lunding Andersen, der er administrerende direktør i Zoologisk Have.

Den dyreglade chef for de 180 medarbejdere skal sørge for, at der er plus på bundlinjen, og at alle medarbejderne også kæmper for at sprede havens mission om oplysning om naturen til gæsterne. Og endelig står Lars Lunding Andersen i spidsen for at udvikle haven.

"Man skal forstå, når man er ansat i Zoologisk Have, så er man ikke ansat som dyrepasser, blikkenslager eller tømrer. Nej, man er ansat og repræsenterer Zoologisk Haves mission over for havens gæster," siger direktøren for landets tredjemest besøgte kulturinstitution, som med 1,3 mio. gæster kun overgås af Tivoli og Legoland.

Medarbejderoplæringen tager dog ikke al tiden fra Lars Lunding Andersen, da de fleste medarbejdere er indstillet på missionen fra starten. Dyrenes konge bruger derimod meget tid på at udvikle dyreanlæggene og skaffe midler til at bygge dem.

"Og det er et one man show. Fondene vil jo tale med giraffen, så du skal selv rundt med raslebøssen," siger den 61-årige direktør, som i 2008 fik samlet 280 mio. kr. ind til et nyt elefanthus.

Drift, drift og drift: For at de arkitektoniske anlæg ikke ender som spildte ressourcer, skal Lars Lunding Andersen sørge for, at der kommer penge i kassen ligesom hos en almindelig virksomhed. Her får dyrenes fader dog hjælp fra Kulturministeriet med 12 kr. pr. besøgende, bl.a. fordi Zoologisk Have har den folkeoplysende opgave.

Det er dog langt fra nok til at få økonomien til at løbe rundt. I to ud af de tre seneste år har bundlinjen været negativ. Sidste år stod den på minus 1 mio. kr., da året var omme. Det har fået Lars Lunding Andersen til at have ét klart fokus i 2010: "Det er drift, drift og drift."

Og det kræver nogle gange en leder, som kan virke hård og tromlende.

"Jeg er meget kontant. Jeg kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade. Jeg lægger ikke fingrene imellem," siger direktøren.

Det fik en medarbejder at mærke tidligere på året, da han skulle finde ud af, hvad man skulle gøre ved det gamle Zoo-tog, som var ved at give op for alderen.

"Når man så kommer og forelægger en monorail, der kører rundt i periferien i Zoologisk Have til mange millioner kroner, så er beskeden: Glem det. Om igen," siger direktøren, som havde regnet med et budget for et nyt almindeligt tog.

Læs om seks kulturbosser i Berlingske Nyhedsmagasins sommernummer 25. juni