Donald Trumps beslutning i begyndelsen af april om at bombe den flybase, hvorfra Assad på ny havde gasset sin befolkning, udløste en påfaldende begejstring fra kredse, der hidtil har været uhørt negative.

Det gjaldt alle vestlige ledere, fra forsigtig forståelse hos Tysklands Angela Merkel til mere åben støtte hos Canadas Justin Trudeau. Tilsvarende positive reaktion udviste medierne, der ellers havde forladt de sidste otte års mentale orlov og på ny var begyndt at forholde sig kritisk til Det Hvide Hus.

Nu skal man passe på ikke at overfortolke disse reaktioner på en enkelt handling. Trump er fortsat uberegnelig, men på samme måde, som en fortalelse kan afsløre ens egentlige følelser, er det nærliggende at tolke disse spontane reaktioner fra omverdenen som udtryk for et mere dybtfølt holdningsskift: En åbenlys lettelse over et markant kursskift i den amerikanske udenrigspolitik.

Det skyldes nok, at vi omsider er begyndt at forstå alternativets pris. Med Obama valgte amerikanerne, støttet af mange i Vesten, et alternativ til den aktivistiske politik, der kulminerede med Irakkrigen.

Det var ligeledes et dybtfølt holdningsskift. Irakkrigen blev mere end de foregående krige set som et valg, »a war of choice«, som Obama sagde.

Folks syn på krigen var stærkt forskelligt. Steve Bannon, Trumps rabiate strateg fra valgkampen, har fortalt, hvordan han opfattede krigen som et forræderi mod amerikanske interesser. Hvorfor skulle USA ofre soldaters liv på at befri en muslimsk befolkning fra endnu en diktator?

Váslac Havel, tidligere dissident og i opløbet til krigen præsident for Tjekkiet, har omvendt fortalt, at han instinktivt støttede den. Hvordan kunne det gå til, at Irakkrigen flyttede så mange, og så mange på venstrefløjen, fra Havels aktivisme til Bannons isolationisme?

Svaret er formodentlig den høje pris, som Irakkrigen fik. Selve befrielsen gik hurtigt, men derefter fulgte et opslidende oprør fra sunni-mindretallet, der traditionelt havde hersket over Irak. Kun i de kurdiske områder mod nord førte befrielsen til fred og fremgang, i resten af Irak blev det i stedet en langvarig borgerkrig, der fastholdt og sled på befrielsestropperne. Det var denne høje pris, der førte til en udbredt accept af påstande, der tidligere var uhørte i pænt selskab, f.eks. at man da ikke kan skabe demokrati i muslimske lande.

Kampen i Irak blev vundet

Man siger normalt, at mens alle gerne vil vedkende sig en sejr, er nederlag faderløse. Med Irak var det omvendt.

Her var de fleste medier klar til at kalde krigen en fiasko, før den overhovedet var begyndt, og desto længere kampene fortsatte, jo flere tabte håbet. Så massiv var skuffelsen, at den overskyggede de reelle resultater. Det overskyggede, at Irak faktisk fik et fungerende demokrati med så høj en valgdeltagelse, at den gør den racistiske holdning om muslimers manglende demokratiske sans til skamme.

Det blev også overset, at kampen mod oprørerne reelt blev vundet til sidst. Det var netop under henvisning til denne stabilitet, at Obama trak tropperne hjem i 2011. Han kunne have fejret den dyrekøbte stabilitet som en sejr, men valgte tværtimod at evakuere samtlige tropper.

Det var en populistisk, uansvarlig beslutning truffet imod militærets eget råd med alvorlige konsekvenser. Ikke blot førte det til destabilisering og lagde Irak åben for nye stridigheder, da borgerkrigen i Syrien flød ind over grænsen i 2014. Det værste var, at man dermed cementerede myten om, at intervention »ikke nytter noget«. Intet er mere dræbende for håbet end netop de ord, og de var endda forkerte.

Prisen for Irakkrigen (2003-11) blev høj. Man hører undertiden tallet en million. Det tal blev nået under den iransk-irakiske krig (1980-88), men den blev også udkæmpet mellem to organiserede armeer. I relation til guerillakrigen i Irak er tallet helt urealistisk og viser, at »alternative facts« var udbredt på venstrefløjen længe før, Trump besluttede at blive republikaner.

Tallet er nærmere omkring 150.000, et forfærdende højt tal. Men det skal ses i sammenhæng med, at overdødeligheden blandt civile irakere pga. sanktionerne forud for krigen (1992-2003), og tabstallet for borgerkrigen i Syrien (2011-) hver for sig er over det dobbelte. Alternativerne til krigen, hvad enten det var sanktioner som mod Saddam, eller ikke-indblanding som under Assad, er således ikke bare langt blodigere, men også udsigtsløse. Sanktionerne kunne ikke fjerne Saddam, og ikke-indblanding har ikke fjernet Assad. Myrderierne fortsætter blot. Når tabstallene trods alt var beherskede i Irak, skyldes det, at vores tropper tager hensyn, som ingen af de øvrige parter tager i Syrien.

Udviklingen i Syrien viser også, at det ikke er et fornuftigt alternativ at lade diktatoren sidde. Diktatorer skaber ikke stabilitet, tværtimod, de radikaliserer deres modstandere, og når demokratier ikke vil tilbyde hjælp, tager de undertrykte hjælpen fra de ekstremister, som tilbyder den. Hvad vi i sin tid indså om Saddam, har vi nu fået genopfrisket med Assad: Der bliver ingen fred i området, så længe de er ved magten.

Obamas løgn

Det er denne alternativets pris, som nu har givet anledning til omtanke. Også på andre punkter har vi set alternativet til den tidligere førte politik og må konstatere, at det er værre.

Obama troede på »smart diplomacy« og dialog som alternativer til krig. Da Assad i august 2013 overskred Obamas røde linje og gassede over 1.000 civile, angreb Obama ikke, men indgik en aftale med Assad og russerne om aflevering af alle kemiske våben.

Allerede i juli 2014 pralede udenrigsminister Kerry med, at man havde fået udleveret det hele, en påstand som Obama selv støttede i maj det følgende år. Så sent som i januar fremhævede hans rådgiver, Susan Rice, aftalen som en succes.

I dag ved vi, at det var forkert, og det er nu kommet frem, at Obamas regering var bekendt med, at Assad ikke efterlevede aftalen. Der bliver næppe demonstrationer under kampråbet »Obama lied, people died«, men det viser, at forestillingen om den fredelige afvæbning af diktatorer udført af neutrale FN-inspektører – af nogle fremhævet som et alternativ til Irakkrigen – er unødvendig naiv.

Brugen af droner og kampfly blev også forsøgt som et alternativ til landtropper. Første gang i Libyen med det resultat, at man nok fik væltet diktatoren, men uden vores tropper faldt landet fra hinanden i en blodig borgerkrig, der fortsat raser.

Tilsammen har vores manglende lyst til at gribe ind i Libyen og Syrien skabt flygtningestrømme, der truer med at oversvømme os. For når først dæmningen brister, flyder også immigranterne fra verdens øvrige fattige lande med i et antal, vi ikke kan håndtere.

Sverige viste, at hvis grænsen står åben, bryder selv rige lande sammen. Forslaget om at fordele de indstrømmende masser i EU er så åbenlyst ikke en løsning, men kun en udskydelse af sammenbruddet, at det aldrig kan vedtages i demokratiske stater med en oplyst befolkning. Så her tegner alternativet sig endnu grummere: Hvem skal vores soldater skyde på? Dem, der flygter, eller dem, der får folk til at flygte? Isolationisme eller aktivisme, skyde bliver vi nødt til, der er ingen lette løsninger.

Prisen for aktivisme var høj. Vi må nu sande, at prisen for alternativet, at blande os udenom, ikke bare kan være højere, men ofte også er direkte umulig. Forhåbentlig gør det os klogere og bedre i stand til at vælge de rette tiltag i den urolige verden, vi lever i.

Det er ikke nødvendigvis et klart valg mellem det ene eller det andet, det kan indebære kombinationer. Men nu kender vi i det mindste prisen for de alternativer, vi har at vælge imellem.