Det gode ved at være klassisk konservativ er, at man ikke er imod. Man er ikke imod det bestående, man er ikke imod det nye, man er hverken imod de fattige eller de rige, og man har intet imod udlændinge eller folk fra minoriteter, så længe de bidrager til fællesskabet og opfører sig ordentligt. Faktisk vil man bare gerne have endnu mere af det helt standardiserede. Af det almindelige. Af det – ja, netop – helt klassiske.
Hvis man stadig var ung, ak, så ville man nok kalde de klassisk konservative for normcore. Sande konservative vil helst have det umarkerede. For dem er fodtøj en traditionel brun snøresko. Ikke en snabelsko med perler på eller en cyklamen sneaker. Det handler om mindst mulig friktion og mest tænkelig retten ind. Ikke fordi man er undertrykt eller hæmmet, men fordi man tror på det snorlige. Et pletskud er ikke en manglende forståelse for skivens størrelse, men derimod udtryk for et præcist valg og sand ambition.