Journalister når sjældent status som enere. Af de få, der gør, er det endnu færre, der har fortjent det. Men Sabroe har. Ikke kun på grund af sine såkaldte gonzo-reportager, hvor han høj på virkeligheden halvvejs hallucinerer sig gennem verden. Men også for sin vilje til udsathed. I sin seneste bog spiller han dette sidstnævnte kort så uafvendeligt, at han sætter hele det møbel, man normalt betegner som forfatterens hovedstol på spil.

»Du som er i himlen« er alt om Morten Sabroe og hans mor. Intet mindre. Og det er ikke for tøsedrenge. Bogen er djævleblændt godt skrevet. Enkelte passager kan endog give én kuldegysninger. Sabroe er en skriver af det store format. Gennem mange år har han skiftet rastløst fra det ene ben – journalistikken – til det andet – litteraturen. Med denne sin seneste og hidtil bedste bog stiller han sig dog uafviseligt og solidt på begge og trækker blankt.

Sabroes egenskab som skriverkarl har altid været, at han satser sig selv. Som han eksempelvis siger i reportagesamlingen »Rejsen til Amerika – og andre vildskud«: »Jeg har to guder: Det er mine nerver og min intuition. De er det dyrebareste, jeg har. Holder man dem i live, sker der ting, som ikke sker for andre.« Så vidt Morten Sabroes journalistiske metode. Hans litterære metode er vanskeligere at få styr på. Eller var det, indtil han i efteråret udgav »Du som er i himlen«. En forlagsredaktør sendte ham til New York for at skrive en bog om Hillary Clinton. En überbitch i Sabroes optik. Hvilket fik ham til at tænke på hans mor. Sabroe begyndte følgelig, som talrige redaktører gennem årene har forbandet ham for (ofte indtil de modtog det endelig resultat) at skrive om sig selv og sin mor.

Bogen handler om døden. Ikke mindst om moderens død. Moderen er det klippemassiv, drengen Morten under sin opvækst fortvivlet forsøger at fæstne sin bløde rod på. Fru Sabroe er »Tårnspringersken« (OL, Berlin, 1936), uopnåelig, uantastelig og utilgivende. »Leni Riefenstahl i badedragt,« kalder yngstesønnen hende.

»Du som er i himlen« bliver dermed ikke bare en blændende bog om en mand, der i en alder af 60 år rækker ind i døden efter en mor, der ikke ville holde ham i hånden i levende live. Den bliver også en nøgle til forståelsen af skribenten Morten Sabroe. Forfatteren og journalisten har ofte fiflet med dørhåndtaget til det værelse, der rummer essensen af ham selv og hans dødsangst. Blot for i næste nu at liste bort i en tirade af undvigelser om, hvorfor den ikke skulle åbnes. I »Du som er i himlen« går han ind ad »den grønne dør«, som han kalder den. Den smækker i bag ham. Eneste mulighed er at begynde at skrive lys ind i det mørke, han står i, at begynde at skrive sig vej ud igen. En tur man ikke skal snyde sig selv for at gå med på. Ikke når man har Sabroe til at skrive skriften på væggen derinde.

Moderens martyrium skal gennemlyses. Døden skal kaldes frem, så man kan blive bekendt med den – og omvendt. Alt løsøre i rummet må holdes op i lyssprækkerne for at finde det skrin, der hedder kærligheden og tilgivelsen. Det lyder afklaret, måske endda ligefrem pænt, som det refereres her. Det er det ikke. Hele vejen igennem er det enten ondt, grimt, smerteligt eller på anden måde ulyksaligt. Men det drager. »Du som er i himlen« godtgør, hvor skrivefænomenet Morten Sabroe kommer fra. Selv under nogle af hans mest underholdende og snurrige tekster har der altid ligget en angst og uro. Som et omrids af en druknet under isen, hvorpå der lystigt skøjtes rundt.

Morten Sabroes ry i journalistbranchen har i mange år været enfant terriblens. Hvilket er en forsimpling. Analysen af ham som journalistikkens utilpassede gavtyv eller charlatan har altid forsømt at tage hans dobbeltbund i ed. En dobbeltbund, der altid har været der. Selv under nogle af hans mest outrerede reportager findes den. Og den synes at have hele sin oprindelse og sit væsen i den historie, Sabroe fortæller i »Du som er i himlen«.

Morten Sabroes historie om sin mor handler således også om en mand, der har brugt sin – endda meget betydelige – kunnen og virketrang på et opgør med dette ophav. Blot for i en sen alder at erkende, at den egentlige udfrielse først finder sted, når man omfavner det, man ikke kan flygte fra. Udfrielsen kommer, når man holder fast, indtil klippen bliver til vand. Forfatteren holder fast med blodårer, der bulner af beslutsomhed og knoer, der er hvide af vilje.

Det hedder sig, at en forfatter aldrig må formøble hovedstolen. Herefter er alt ude for ham. Der vil ikke være mere at skrive om. Det hedder sig også, at en journalist aldrig må starte en artikel med at skrive »Jeg...«. Hermed sættes al god skik og faglige regelsæt over styr. Morten Sabroe har konsekvent overtrådt det sidste i sit virke som reporter. Udelukkende til stor adspredelse og glæde for sine læsere. Med »Du som er i himlen« har han nu også gjort det i sit virke som forfatter. Og om muligt til endnu større fryd.

Det er enerens kendetegn at bryde reglerne – og samtidig slippe godt fra det.