Mens vandet stiger på alle sider af Helle Thorning-Schmidt lykkedes det hende i dag at holde en åbningstale med det underliggende budskab, at det nok skal gå altsammen. Statsministerens retoriske trick var lige så enkelt, som det var frygtløst kynisk: Hun undlod at tale om alt det, der ikke er bekvemt at tale om. Hun nøjedes med at tale om det, de fleste er enige om. F.eks. at vi skal have en god folkeskole, rent grundvand, bæredygtigt klima, bedre hospitaler og bekæmpe omsorgssvigt af børn og kriminalitet blandt indvandrere. Hvilken statsminister ville turde stille sig op den første tirsdag i oktober og sige det modsatte?

Åbningstalen var, skal man se nøgternt på den, et brutalt udtryk for det uhyre begrænsede manøvrerum, Helle Thorning-Schmidt og hendes regering på centrale områder sidder tilbage med nu efter kun knap et år ved magten. Derfor var det mest sigende alt det, hun ikke kunne tale om.

Hun kunne ikke tale om regeringspartneren SF, for alle kan se, at SF er ifærd med at krakelere i et formandsopgør, som truer hele regeringskonstruktionen, uanset om Annette Vilhelmsen eller Astrid Krag vinder. Hun kunne ikke tale om, hvorvidt en finanslov skal indgås til venstre med Enhedslisten eller til højre med de borgerlige, for statsministeren ved, at begge muligheder kan gøre livet endnu mere surt for den hårdt plagede regering. Hun kunne ikke tale ret meget om flere velfærdsreformer, for hun ved at kernevælgerne er dødtrætte af reformer, efter at SSFR-regeringen måtte overtage store dele af VK-regeringens økonomiske politik. Hun kunne ikke tale offensivt og konkret om nye vækstinitiativer, for statsministeren har jo måttet indse, at uanset hvor mange milliarder kroner regeringen hælder i kickstart og offentlige investeringer, så falder beskæftigelsen desuagtet. Og hun kunne ikke tale om dagpengeperiodens længde, for hun ved, at på det punkt mener to ud af tre regeringspartier det modsatte af den politik, de er ifærd med at gennemføre, og lige uden for Borgens mure er vennerne i fagbevægelsen for alvor begyndt at råbe højt.

Sjældent har en tale således handlet om alt det, der ikke blev talt om. Den var et udtryk for en regering, hvis handlefrihed nu er så stækket, at dens chef må holde sig til at tale om alt det, de færreste kan modsige. Mest begrænsende for statsministeren og regeringen er på den korte bane naturligvis ledelseskrisen i SF. Splittelsen hos folkesocialisterne gør det særskilt umuligt for Helle Thorning Schmidt at sige eller gøre noget som helst, der for alvor peger fremad for et Danmark, som ellers har brug for at blive vristet ud af krisen.

SSFR-regeringen har vist sig at være en konstruktion, som ikke er politisk effektiv. Hvor de interne uenigheder er så store, at dagsordenen pr. definition snævrer ind. Om SF er i regering om få måneder er uvist. At regeringen efter næste valg igen er borgerlig er sandsynligt. Men at en eventuel SR-regering indtil da vil have flere muligheder, større manøvrerum og bedre chancer for at tale om det, der er vigtigt, er næppe til diskussion.