En aktie i Alm. Brand kunne mandag morgen erhverves for blot 13 kr., mod en aktiekurs på 33,50 kr. da Fondsbørsen lukkede i fredags. Det var en udvikling fuldstændigt som forventet, og skyldes alene teknik i forbindelse med en gigantisk udvidelse af aktiekapitalen.

Alm. Brand, der har tabt milliarder på Alm. Brand Bank, er i markedet for at hente knap 1,6 milliarder kr., der skal polstre egenkapitalen. Det sker ved at aktionærerne for hver eksisterende aktie får mulighed for at købe ni nye aktier til en favørkurs på 10 kr. stykket.