Venstres spidskandidat i København, Pia Allerslev, har endnu ikke besluttet, hvilken borgmesterpost hun ønsker. Det betyder, at borgmesterkabalen bliver blokeret, da hun som kandidat fra det tredjestørste parti er tredjevælger blandt de i alt syv borgmesterposter.

Københavnerne må derfor vente på Pia Allerslev, før de kan få af vide, hvilke kandidater der får de sidste fem borgmesterposter.

Pia Allerslev fortæller, at hun ikke har besluttet sig endnu, da hun vil overveje, hvor Venstre kan maksimere indflydelsen:

»Jeg vil nu undersøge, hvor Venstres borgmestermandat giver allermest gavn. Der er flere poster at vælge i mellem,« siger hun til Berlingske og giver samtidig udtryk for sin skuffelse over de Radikales exit fra forhandlingerne.

»Det er en katastrofe for København, og jeg håber, at de Radikale har tænke sig grundigt om, inden de gik op og gjorde Morten Kabell til teknik - og miljøborgmester,« siger hun.

Udover Enhedslistens valg af teknik- og miljøborgmesterposten, står det klart, at Frank Jensen (S) får posten som overborgmester i København.

Enhedslisten vandt borgmesterpostkamp

Op til valget har kampen om den vægtige post som teknik- og miljøborgmester stået mellem netop Morten Kabell og Venstres spidskandidat Pia Allerslev. Selv om overborgmesteren Frank Jensen på en række områder er mere enig med Venstre - blandt andet om opførelsen af en havnetunnel - mener han, at det har perspektiver, at posten er gået til Enhedslisten.

»Der er meget, der samler de fire partier. Vi er glade for de 350 kilometer cykelsti. Men jeg er sikker på, at Morten Kabell også vil have afviklet trafikken, så bilerne ikke står og oser,« siger han og peger på, at der skal sikres grønne bølger i København og ordentlige forhold for de borgere, der har brug for en bil.

Samlet set har den røde blok - medregnet de Radikale - 39 ud af Borgerrepræsentationens 55 mandater.

Spidskandidaten for de Radikale i København, Anna Mee Allerslev, havde hele aftenen forhandlet med de blå partier, men klokken halv fem i morges valgte hun at gå op på overborgmester Frank Jensens kontor på rådhusets 2. sal for at konstituere sig.

»Vi fik et tilbud, vi ikke kunne sige nej til. Jeg har stor respekt for, at næsten 20 procent af københavnerne synes, Enhedslisten er det bedste parti i København,« siger hun.

Det står også klart, at der for første gang er en borgmesterpost til Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti. Det er første gang nogensinde, at partiet får en borgmesterpost.

»Jeg er lykkelig. Det er en fjer i hatten for Dansk Folkeparti. Jeg håber, det er en stor dag i partiets historie,« siger han.

TV: Hør hvad Enhedslisten vil gøre ved København