Oplever du at få pålagt bestemte ledelseskompetencer som kvindelig direktør?
»Nej, sådan har jeg ikke selv oplevet det. Om det skyldes, at jeg ikke har været særligt opmærksom på det, ved jeg ikke. Når vi selv rekrutterer nye ledere i Industriens Pension, er det også de samme faglige og ledelsesmæssige kompetencer vi går efter – uanset kandidaternes køn.«
Ser du nogle forskelle ved ledelse blandt kvindelige og mandlige topchefer?»
Nej, det gør jeg ikke. Topchefer er forskellige og dermed har de også forskellig ledelsesstil. Den er dog ikke kønsbestemt. I finansbranchen er de fleste topchefer mænd, men det, tror jeg, vil ændre sig fremover. Der er nemlig mange dygtige kvindelig ledere i finansbranchen, så der er mange boblere til det øverste ledelsesniveau, så det ændrer sig snart. For at komme til tops i finansverdenen, skal man typisk være økonom, aktuar, eller jurist, og når der kommer flere kvindelige cand.polit’er og cand.oecon’er, vil vi også se flere kvindelige topledere.«
I undersøgelsen fremgår det, at der kun blandt mellemlederne ses, at kvinderne har større grundlæggende tillid til andre mennesker og et positivt udgangspunkt i deres vurdering af situationer og personer. Også i forhold til at tage hensyn til andres behov og justere ens udtryksform til situationen vurderer kvindelige mellemledere sig selv højere end deres mandlige kolleger. Kan du genkende det?
»Det er ikke en forskel, jeg ser blandt de mellemledere, jeg er sammen med i hverdagen i Industriens Pension, og det er heller ikke en forskel, der har vist sig i de 360 graders målinger, vi har gennemført. Vi har på alle ledelsesniveauer en nogenlunde lige kønsfordeling, og det giver en god balance. Der er selvfølgelig forskel på, hvordan de forskellige ledere kommunikerer, men jeg kan ikke se noget kønsbestemt mønster.«