Tivolis vel nok mest kendte spisested gør ikke meget væsen af sig set udefra. Omgivet af høje træer og malet i en lidet flatterende brun farve, kræver det et trænet øje overhovedet at få øje på det. At det tilmed ligger lavere end dets nyrenoverede og mere prangende naboer, gør det ikke lettere. Til gengæld er det netop den lave beliggenhed, der i sin tid gav Teatercaféen kælenavnet Grøften. Og måske det faktum, at man i gammel tid faldt i grøften, havde man fået for mange procenter indenbords.

Kælenavnet hang ved og Grøften blev spisestedets officielle navn

Alt ved det gamle

Grøften i Tivoli, der ligger side om side med Pantomimeteatret og med udsigt til Rådhusuret, er Danmarks største og travleste À la carte restaurant med 625 pladser. Stedet er 140 år gammelt, og sammenligner man billeder fra dengang og i dag, er der ikke meget, der har ændret sig. Grøftens duge er stadig ikke hvide, lysestagen ikke trearmet og servietten ej i stof. Til gengæld er stolene i flet, dugen rosa/hvid-ternet, og der er en chance for, at man får pelargonier og krydderurter som sidemand, hvis ens bord er placeret langs Gårdhavens kant. De mandlige tjenere er iført rød butterfly, kvinderne rødt tørklæde, og i luften svæver luftballoner og petunia over gule parasoller. En flerfarvet lyskæde binder restaurantens forskellige niveauer sammen, og om aftenen vækker dens lys minder fra dét Tivoli, der var, før forlystelser med loops og fartrekorder kom til.

Grøftens overordnede udseende bliver der ikke pillet ved, så længe Grøften-chef Poul Eriksen er bag roret. Det med hvide duge har man prøvet én enkelt aften, og »det så fjollet ud,« som han siger.

Måske er det i virkeligheden også en del af hemmeligheden bag Grøftens popularitet, der stiger støt år for år. At bevare det Grøften, som gæsterne kender og elsker fra deres egen barndom, og som de nu videregiver til egne børn og børnebørn. Derfor holder Grøften sine traditioner i hævd, og alt fra rullepølse til sovsens fond er stadig hjemmelavet og med smag af gamle dage, ligesom de unge gæster stadig får en kasket med teksten »mor og far sidder i Grøften«, skulle de blive væk.

Kendismagnet

Her er uhøjtideligt og hyggeligt, og det appellerer tilsyneladende til alle aldre og samfundsgrupper. Bag mig får to mænd i slut-tyverne serveret smørrebrød, en svensk forretningsmand har inviteret en forretningsforbindelse på frokost, og ikke langt derfra fejrer fire generationer fødselsdag.

Grøften har tusindvis af stamgæster, og de mest trofaste er to herrer, der troligt traver i Grøften hver mandag. Det har de gjort i 50 år, og de er ikke ene om at lægge vejen forbi. Faktisk går hver 20. tivoligæst i Grøften, og vores egen dronning har også været forbi mere end én gang.

Grøften er i lige så høj grad en institution, som det er en restauration forstået på den måde, at alle kender den. Hvis man siger, at man skal i Grøften, vil ingen tro, at man mener ned og rode rundt mellem valmuer og vildfaren hvede i en vejkant. Nej, de vil vide, at man skal ind og mæske sig i smørrebrød, fjordrejer og labskovs på restauranten, hvor kendisser fra Billed Bladet og SE og HØR også slår deres folder.

Grøftens evne til at tiltrække kendte, stammer helt tilbage fra starten af 1900-tallet. Dengang var Tivolis tidligere ballonskipper, Lauritz Johansen, chef i Grøften. Han var byens vovepels og helt, og gæsterne nød at blive set sammen med ham i Grøften. Sammen tendens slog for alvor igennem i 60erne og 70erne. Gæsterne vil gerne se de kendte, de kendte vil gerne ses, og ugebladenes fotografer ved, at de kan finde dem i Grøften.

Kendismylderet betyder også, at Grøften har lagt rammer til mange historier, der har fået spalteplads i aviser og blade gennem tiden. Det var her, Messerschmidt strakte sin arm forkert, Kurt Thorsen blev anholdt for skattesvig og Fremskridtspartiet blev stiftet. Nedfældet på en rødplettet Grøften-serviet.

De fleste af Grøftens historier er dog mindre dramatiske, men ikke mindre gode. Rejseliv har fået Poul Eriksen til at fortælle søde, sjove og overraskende historier fra Tivolis eneste fredede bygning.

Sportstoilettet

Hvis man som mandlig gæst i Grøften skal lade vandet, bør man gøre det på et særligt toilet. Herretoilettet under Gårdhaven.

Det er udsmykket og går i dag under navnet Sportstoilettet. Her er der over pissoirerne bladudklip af kendte mennesker, der har besøgt Grøften, samt golfkugler og tennisbolde fra kendte sportsstjerner. Selvfølgelig med autograf på. »Jeg troede aldrig, jeg ville være glad for at se mig selv hænge over et pissoir, men det er jeg,« sagde Dennis Locorriere fra bandet Dr. Hook.

Væggen er kendt som wall-of-fame, og mange firmaer har været forbi Grøften for også at få deres firma-golfbold udstillet på toilettet. Find blandt andet tidligere statsminister Poul Schlüters golfkugle side om side med Don Ø’s, og se sangerinde Dorthe Kollos kærlige hilsen til Grøften-chefen.

Varmegrader blev udskiftet med poesi

I ældre tid hang der en temperaturmåler over Grøftens stambord. Den viste altid varmegrader, fordi en kvindelig tjener havde tegnet en streg ud for 22 grader med sin røde neglelak. Èn dag var temperaturmåleren imidlertid væk. Forsvundet. Højst sandsynligt stjålet, og Poul Eriksen måtte gå i tænkeboks for at finde ud af, hvad der nu skulle pryde dén væg, mange gæsters øjne rettes mod, fordi den danner baggrund for stambordet og dermed kendisser.

Otto Leisner blev redningen. I 1996 besluttede Poul Eriksen at skaffe Grøften en gæstebog, og Otte Leisner var den første, der nedfældede ord heri. Han skrev; »Ingen gråd og ingen snøften, blot man får en tur i grøften.« Det blev startskuddet til bronzeplader med kendte menneskers Grøften-poesi, der i dag bryder stambordets bagvæg, og senere til hæftet »Grøftens Poeter«, hvor kendte danskere fra Casper Christensen til Lise Nørgaard har bidraget. Et hæfte, som alle spisende gæster får foræret, når regningen er betalt.

Spies fandt nyt bord

Simon Spies var glad for Grøften, hvor han kom med kolleger, venner og sine morgen-«veninder«.

Han havde en fast plads ved stambordet, men over tid så han sig gal på Grøftens ellers populære, overtjener Robert Lund, der altid servicerede netop stambordet. Robert var en spasmager, og det var hans morsomheder, der blev for meget for rejsekongen.

Spies, en resolut mand, begyndte derfor at sætte sig tre borde fra stambordet, når han besøgte Grøften.

Det var ved Spies’ nye bord, at han en dag, omgivet af morgenbolledamer, fik øje på hoteldronningen Sonja Matisen, som han flere gange havde friet til, men fået nej.

»Kom over og få et glas,« råbte han efter hende.

Sonja kastede et blik på Simon, derefter et blik på hans piger og sagde kontant: »Jeg sætter mig ikke ved et bord sammen med de damer, du har samlet dig.«

Den udmelding forstod Spies, og med en fejende håndbevægelse sagde han: »Så kan I godt liste hjem, piger.«

Derefter spiste Simon og Sonja frokost i hinandens selskab.

I mormors kolonihavehus med Gunnar 'Nu' Hansen

I Grøftens hyggelige kolonihavehus, hvor man sidder lidt afskærmet fra resten af gæsterne, men ikke mere, end man stadig fornemmer stemningen, hænger en original sølvplade på væggen.

Den er egentlig Eva Madsens, kvinden, der sang den landskendte »I mormors kolonihavehus«, men hun skænkede den til Grøften i forbindelse med Kolonihavehusets åbning i 2001.

For at fuldende stemningen, er der sat en gammeldags radio op, som, hvis man trykker på en knap, afspiller netop »I mormors kolonihavehus« - eller Mårmors, som fynske Eva sang de første mange gange under sangens indspilning.

Radioen afspiller også sportskommentatoren Gunnar »Nu« Hansens berømte speak fra olympiaden i 1936 med svømmepigerne.

Det er så autentisk, at flere ældre gæster gennem tiden har fået våde øjne af at genopleve den store sportsbegivenhed i Grøftens kolonihavehus.