Der er ofte noget drømmeagtigt i Susanne Aamunds billeder.
Tyngdeloven er ophævet. Personer, genstande, mytologiske figurer, blomster, farvetåger og fragmenter af ord svæver rundt og giver mange af billederne en stemning, der netop lader sig sammenligne med drømme, hvor alt som bekendt kan ske. Men ofte også har en forbindelse til virkeligheden. Sådan er det i hvert fald i Susanne Aamunds drømmeagtige billeder.
4. september fylder hun 75 år, og en stor del af dem har hun brugt til at tegne og male. Alle børn tegner, hedder det. De fleste holder op med det, og en grundene er, at der komme regler ind i det med at tegne. Perspektiver, skalaforhold, tyngdeloven og virkelighedsnære farver. Solen er gul. Eller også er den det ikke. Lukker man øjnene, er den måske violet.
Susanne Aamund blev ved med at tegne. Og jo mere, hun tegnede, desto mere begyndte hun også at forholde sig til den billedkunstneriske tradition, der går tilbage gennem årtusinderne. Alle kunstnere søger inspiration i deres forgængere. Det er en af de måder, hvorpå de finder deres eget. Det er sådan set det eneste, der er interessant for en maler, med mindre formålet er at tjene penge ved at male som så mange andre. Og Susanne Aamund? Susanne Aamund kan man ikke beskylde for at søge populære tendenser på bjerget. Da hun i 1980erne begyndte at udstille, var idealet heftigt maleri, der selvfølgelig også var både intellektuelt og konceptuelt, og da Susanne Aamund fortsatte med at udstille i 1990erne og i det nye århundrede, var det stadig den konceptuelle billedkunst, der dominerer toppen af bjerget.
Men Susanne Aamund? Hun maler utrætteligt videre. Engle og dæmoner svæver på hendes billedflader. Undertiden er malerierne også udtalt erotiske. På det senere synes det, som om nogle af motiverne er rykket ind i en digitaliseret verden. Måske mere mareridt end venligt omsluttende drømme med seksuelle undertoner?
Susanne Aamund har haft en opvækst i blandt andet Tyrkiet. Hun blev født i Danmark, men var så lille, at hun var nødt til at følge med, da hendes fars arbejde som regionaldirektør for SAS i 1948 bragte familien til Istanbul. Og dermed til Mellemøsten og en i forhold til vore breddegrader fremmedartet billedtradition, som kan siges at have påvirket Susanne Aamunds tidlige arbejder.
Tilbage i Danmark begynder hun i slutningen af 1950erne på Kunsthåndværkerskolen. Kunsthåndværkerskolen har skiftet navn flere gange end formodentlig nogen anden højre læreanstalt i Danmark og er nu en del af Kunstakademiet – men den har periodevis været et frodigt sted, der har kunnet føre eleverne mange steder hen og også i den retning, de selv gerne ville. Susanne Aamund malede fra begyndelsen på Kunsthåndværkerskolen, og da hun forlod den i 1961, fortsatte hun med at male. Resultaterne har hun vist i en længere række gallerier spredt ud over landet og i de senere navnlig i Bredgade Kunsthandel i København.
Det er også der, Susanne Aamund skal udstille separat næste gang – til januar.