Efter en overgangsperiode på omkring seks måneder venter ALK i begyndelsen af 2017 at overtage rettighederne til tre tabletter mod henholdsvis græs, bynkeambrosie og husstøvmideallergi.
»Vi er i fuldt firspring. Det, vi nu arbejder på i samarbejde med Merck, er at overtage forretningen og integrere den i vores eksisterende amerikanske setup. Nu har vi et halvt år til at overtage, og når det halve år er gået, regner jeg med, at vi kører forretningen videre i vores nuværende organisation,« siger ALK's bestyrelsesformand og fungerende administrerende direktør Steen Riisgaard til Ritzau Finans.
ALK's tabletbaserede allergivacciner har haft svært ved at slå igennem på det amerikanske marked. Det skyldes ifølge ALK, at allergilægerne har haft et stort økonomisk incitament til at fortsætte med at udskrive de traditionelle injektionsbaserede behandlinger, som allergologerne ofte blander selv og har stor fortjeneste på.
»Det, man kunne lære af partnerskabet, er, at det ikke er et spørgsmål om marketingmuskler og en kæmpe salgsstyrke. Så længe man rammer panden mod de strukturelle barrierer i det amerikanske marked, så er det ligegyldigt, hvor mange sælgere, der er på gaden. Så vi skal bruge mindre muskelkraft og mere hjernekraft,« siger Steen Riisgaard og fortsætter:
»Vi regner overhovedet ikke med, at vi skal ansætte en kæmpe salgsstyrke, men vi skal - ligesom vi har gjort med Acarizax i Tyskland - arbejde systematisk med at identificere barrierne og forsøge at løbe uden om eller overkomme dem på en kreativ måde. Jeg er sikker på, at det kommer til at tage lang tid, og det bliver ikke noget, vi fikser fra den ene dag til den anden.«
Endnu er intet udelukket i forhold til, om der skal tages en ny partner ombord til hele eller dele af opgaven, eller om ALK selv skal stå for salget. I første omgang mener Steen Riisgaard dog, at det er en god idé, at tage tabletterne ind og komme tættere på opgaven, så man selv forstår det hele i dybden.
I Europa kan ALK også markedsføre sin husstøvmidetablet som astmaforebyggende, og det er en vigtig mulighed, der også skal undersøges i USA.