Resultatet af primær drift (EBIT) blev 14 mio. kr. mod ventet 21 mio. kr., ifølge SME Direkt. Resultat før skat landede på 25 mio. kr. mod analytikernes medianestimat på 24 mio. kr., og bundlinjen viste et overskud på 19 mio. kr. mod ventet 17 mio. kr. Omsætningen var ligesom bundlinjen bedre end ventet og landede på 578 mio. kr., mens analytikerne havde modelleret en nedgang til 560 mio. kr.

For hele 2011 steg omsætningen 10 pct. til 2348 mio. kr.

- Med det historisk gode resultat i et internationalt kriseår og store fremskridt i gennemførelsen af vores globale vækststrategi er vi overbeviste om, at vi kan skabe betydelig og langsigtet værdi de kommende år, siger ALK's adm. direktør Jens Bager.

For 2012 venter ALK en vækst i salget af allergivacciner på 3-5 pct. målt i lokale valutaer, og resultatet af den primære drift før af- og nedskrivninger, EBITDA, ventes at "overstige" 300 mio. kr. mod 406 mio. kr. i 2011.

ALK-Abellós forventninger til nettoomsætningen, der udover allergivaccinerne omfatter adrenalinpenne og andre produkter samt udviklingsmilepæle fra partnere, er på op til 2,4 mia. kr.

Til sammenligning estimerede analytikere forud for årsregnskabet en omsætning på 2326 mio. kr. samt et EBITDA-resultat på 348 mio. kr. i 2012. Det fremgår af en opgørelse fra SME Direkt.

Ritzau Finans