En algoritme er en matematisk opskrift på at løse et problem. Algoritmer styrer søgemaskinen hos Google, hver gang den finder frem til en liste over muligheder for os. Hvis I er fire mennesker, der fra hver jeres »log on« søger på samme søgeord, vil I få fire forskellige resultater på Google. Algoritmerne hos Google husker, hvad I tidligere har søgt på, og så sammensætter Google et søgeresultat, der har størst sandsynlighed for at ramme præcis den enkeltes personprofil. Algoritmer styrer, hvad der vises af indhold på vores Facebook-profiler frem for noget andet på samme måde. Størstedelen af handler på verdens børser foretages i dag af avancerede computeralgoritmer. E-handels-butikkerne på nettet husker, hvad vi tidligere har købt og giver os nye tilbud, der matcher den type kunde, vi er. Annonceplaceringer på websider - også på vores b.dk - styres af algoritmer, der sørger for at matche vores forbrug, indkøb og interesser med målrettet annoncering for produkter, der passer til det. Derfor skal vi vide noget om algoritmer. Ligesom kildekritik var og er en naturlig del af undervisningen i mediekendskab på uddannelsesinstitutionerne, så bør undervisningen i, hvordan de digitale filtre styrer vores verden være en obligatorisk del af undervisningen i fremtiden.

Den Berlingske fond var i går vært ved en international mediekonference, hvor fokus netop var på konsekvenserne af filtreringen af vores informationer. Det med filtrering er jo ikke et nyt fænomen. Som journalister og redaktører filtrerer vi verden for vores læsere hver dag og prøver at videregive det væsentligste og det mest relevante ud fra nogle bestemte nyhedskriterier. Og hvis man ikke kan lide den filtrering, som man møder i en avis, så kan man vælge en anden. Men algoritmerne hos Google og Facebook har ikke noget samfundsansvar, har ikke nogen etiske standarder, og de skal ikke rette sig efter lovregler om medieansvar. Filtreringen rummer risikoen for, at vi kun bliver præsenteret for det, vi er enige i, og ikke for de væsentlige historier, vi bør kende til. For at et demokrati skal kunne fungere, skal vi have en vis basisviden om samfundet og dets udfordringer. Og vi skal have et fælles rum, hvor meninger kan brydes om forskellige løsninger på problemer. Filtrene er et problem. Det er superdygtige mennesker, der står bag opfindelsen af alle de algoritmer, der styrer mere og mere af vores informationsstrøm, og de bliver dygtigere og dygtigere til at forudsige, hvad vi kommer til at mene om et produkt eller et politisk forslag, før vi selv ved det. Jeg foretrækker de menneskelige filtre, som man kan gennemskue, som har troværdighed som mål, som har et samfundsansvar og en etisk standard. Men vi kan ikke undgå de digitale filtre på det gigantiske informationshav. Personalisering af indhold er en behagelig genvej og en kommerciel realitet. Til gengæld må vi forlange, at vi kan slå filtrene fra og få det fulde billede, når vi bliver trætte af hele tiden at blive styret af vores eget spejlbillede.