»Besættelsen i billeder« er en stor bog. Det er ment rent bogstaveligt, for den er 28,5 cm x 35,5 cm x 5 cm og bør ikke placeres på et spinkelt kaffebord, der sandsynligvis vil bryde sammen.

Den rummer et væld af fotografier fra krigens tid, og der er billedtekster af Thomas Harder, der har skrevet bøger om både den danske krigshelt Anders Lassen og SS-officeren Christian P. Kryssing. Selvfølgelig er mange af fotografierne set før, men sjældent i så god kvalitet som i denne flotte bog, hvor papirkvalitet og tryk giver et meget smukt resultat.

En række fotografier fra private samlinger og det tyske Bundesarchiv er ikke set før, og ikke mindst farvefotografier af amatørfotograferne Mogens og Einar Rud er bemærkelsesværdige og fremragende.

Thomas Harder har forsynet bogen med billedtekster, der er lige lovlig korte.

De analyserer ikke fotografierne nærmere og giver blot en kort billedforklaring. Det føles som en mangel, for flere af billederne råber faktisk på en nærmere beskrivelse. Vi får heller ikke nogen ikonografisk historik, og man ville gerne have mere at vide om bl.a. Mogens og Einar Ruds og andres fotografier.

Det ville have fremmet forståelsen for fotografierne, og hvorfor de blev taget. Der er indledende kapiteltekster, som er holdt i en neutral ikke-vurderende stil, og også når det drejer sig om et så betændt emne som samarbejdspolitikken er Thomas Harders tekst blot refererende.

Der er forunderlige udeladelser som f.eks. djævlepagten mellem Sovjetunionen og Tyskland 1939-1941, som stort set ikke nævnes, og teksten videreformidler det glade og forkerte budskab, at kommunisterne var frihedskæmpere hele vejen igennem. Der er portrætter af ledende kommunister som Aksel Larsen og sabotøren Eigil »Hesten« Larsen, men i portrætteksten ungås perioden 1939-1941 ganske.

Der er til stadighed blandt akademikere og venstrefløjen en manglende lyst til at medtage denne pagt, som jo anbragte de danske kommunister i samarbejde med nazisterne.

Subjektive vurderinger

Indimellem smutter der subjektive vurderinger med, som når Thomas Harder skriver om samarbejdspolitikkens administrator og chefen for Udenrigsministeriet, Nils Svenningsen:

»Svenningsen havde helst set, at der blev dannet en ny regering, der kunne fortsætte samarbejdet med tyskerne, men da det ikke lod sig gøre, blev hans væsentligste mål at bevare dansk administration indtil befrielsen, næsten for enhver pris. Det krævede tætte forhandlinger med Werner Best, som Svenningsen førte med stor dygtighed.«

Det kan jo diskuteres, for man kunne anlægge det synspunkt, at Werner Best førte disse forhandlinger med endnu større dygtighed og fik maksimalt samarbejde ud af situationen af den småstatsrealistiske men også lidt naive Svenningsen, der selv efter augustoprøret i 1943 intenst forfulgte samarbejdets logik og således var med til fortsat at øge eksporten til nazityskland og skade vores omdømme i udlandet.

Efter krigen vidnede Svenningsen gerne til fordel for Werner Best, selv om det efterhånden var klart for alle, at Best havde været blandt naziregimets juridiske arkitekter og havde været med til at slå hårdt ned på franske frihedskæmpere og jøder østpå. Det står der ikke noget om i Harders tekster.

Som det meste danske historieskrivning om Anden Verdenskrig begrænser Thomas Harder sig til Danmark og inddrager kun sporadisk den internationale situation. Der er dog et afsnit om Nordatlanten, hvor Grønland, Island og Færøerne er inddraget med spændende fotografier fra Imperial War Museum. Og Harder har også et godt afsnit om danskere i allieret tjeneste.

Bogen er flot og vil pryde ethvert solidt kaffebord.

Titel: Besættelsen i billeder. Danmark 1940-45.

Forfatter: Thomas Harder.

Sider: 448 sider. Pris: 500 kroner.

Forlag: Lindhardt og Ringhof.