»Fortsat lang ventetid ved akuttelefonen. »Syge går amok over 1813-ventetid«. »Bedre løn skal skaffe flere 1813-medarbejdere«. Siden Akuttelefonen for næsten et år siden blev præsenteret for danskerne, har problemerne med linjen stået i kø.
Og november i år har ikke været en undtagelse. Det lykkedes nemlig kun lægerne og sygeplejerskerne hos 1813 at få besvaret 45 procent af de godt 75.000 opkald, de modtog, inden for de tre minutter, der er målsætningen, oplyser Kristeligt Dagblad. Og årsagen er simpel. Der mangler hænder til at besvare opkaldene.
»Det er ikke godt nok. Vi skal have mere personale. Vi mangler 25 procent medarbejdere for, at vi kan nå den målsætning, vi har,« siger vicedirektør i Region Hovedstadens præhospitale område Birgitte Rav Degenkolv, der er ansvarlig for akuttelefonen.
Men det betyder ikke, at akuttelefonen hele tiden mangler en fjerdedel bemanding. Ifølge Birgitte Rav Degenkolv har de nuværende medarbejdere nemlig påtaget sig flere vagter for at prøve at nedbringe de lange ventetider. Region Hovedstaden oplyser, at der i alt er 243 læger og sygeplejsker ansat ved akuttelefonen.
Men selv om akuttelefonen nu på 12. måned ikke lever op til sine egne målsætninger og lader syge danskere vente, er der optimisme at spore i Region Hovedstaden.
»I løbet af det her år har vi kunne tegne et meget klart billede af, hvor mange medarbejdere vi egentlig har brug for, hvordan vi skal vagtsætte, og hvordan vi skal blive bedre til at rekruttere. Så vi håber da, at vi snart kan få de medarbejdere, vi har brug for,« siger Birgitte Rav Degenkolv.
Ingen tidshorisont
Også hovedstadens regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) slår i en mail til Berlingske fast, at flere medarbejdere ved akuttelefonerne vil kunne mindske ventetiden hos 1813.
»Vi arbejder hele tiden med at lære af vores erfaringer og bringe ventetiden ned. Der er imidlertid flere ting involveret, for at vi kan rykke på ventetiden – og her er flere læger på Akuttelefonerne en stor del af løsningen. Det ville hjælpe på Akutberedskabets mulighed for at hjælpe borgerne hurtigere med deres spørgsmål om sygdom og skade, hvis Region Hovedstaden kan blive enig med PLO (Lægeforeningen, red.) om en løsning, der indebærer, at der er flere end de nuværende ca. 65 praktiserende læger, der vil tage vagter og være med til at udvikle den nye akutordning,« skriver Hæstorp Andersen.
Ligesom Birgitte Rav Degenkolv har hun dog heller ikke nogen umiddelbar tidshorisont på, hvornår danskerne kan regne med, at ventetiden på 1813-linjen lever op til forventningerne.
Men står det til de Radikales medlem af hovedstadens regionsråd, Charlotte Fischer, skal arbejdet med at forbedre akuttelefonen påbegyndes hurtigst muligt i det nye år.
»Januar er min tidshorisont. Der har været meget hoppen fra tue til tue og redde situationen fra måned til måned det her år. Men først i januar får vi en rapport fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA, og det ser jeg som en god mulighed for, at vi lægger alt frem på bordet og finder ud af, hvad vi nu skal gøre,« siger Charlotte Fischer.
Tidligere på året pegede hun og Venstres Martin Geertsen (V), der er næstformand i hovedstadens regionsråd, på, at man skulle sætte flere penge af netop til bemandingen af akuttelefonen. Men flere penge er der ifølge Charlotte Fischer ikke at hente nu:
»Vi har ikke flere penge end dem, der allerede er sat af i budgettet for 2015. Vi har været i gang i et år, så nu har vi noget at stå på, og når vi får anbefalingerne fra KORA, kan vi få 1813 op på et højere niveau, og komme i mål med det vi har sat os for,« siger Charlotte Fischer.
Øget 1813-pres i julen
I de kommende uger skal danskerne i hvert fald ikke regne med kortere ventetider på den akutte telefonlinje. I helligdagene forventer 1813 nemlig et pres, der sandsynligvis vil betyde endnu forøgede ventetider.
»Der er altid ekstra aktivitet ved højtider, og det har vi taget højde for i vores planlægning, men der kan alligevel forventes lidt længere ventetid end på hverdage,« forklarer Birgitte Rav Degenkolv, der dog ikke kan oplyse et eksakt tal.
Hun opfordrer derfor borgerne til at huske på, at de skal kontakte deres egen læge ved småskader og akut sygdom frem til klokken 16 også i julen.