Det kræver blot et flueben i den rigtige boks samt navn og adresse for at indberette en politisk sponsor, sådan som reglerne om partistøtte kræver.
Det skete imidlertid ikke, da Venstre-manden Kristian Pihl Lorentzen op til valgkampen i 2011 modtog ca. 200.000 kr. fra en lokal erhvervsklub kaldet Viborgegnens Liberale Erhvervslaug.
Det fremgår af den formular, som Venstres regionale afdeling i Midtjylland indsendte til regionen for at modtage offentligt tilskud. Til gengæld kræver myndighederne, at en sponsors navn og adresse skal oplyses, hvis den pågældende sponsor har doneret mere end 20.000 kr.
Berlingske har fået aktindsigt i den pågældende formular, hvor man kan se, at Venstre i Region Midtjylland valgte at sætte flueben ved »nej« på spørgsmålet om, hvorvidt man havde modtaget et eller flere tilskud, som tilsammen oversteg 20.000 kr. Dermed brød de partistøtteloven.




