Opsplitningen af A.P. Møller - Mærsk blev modtaget med lettere skuldertræk fra aktiemarkedet, som indtil videre afventer næste skridt fra ledelsen.
Forude venter masser af udfordringer, som hvordan koncernen store gæld skal fordeles mellem de enkelte enheder, og hvordan A.P. Møller - Mærsk kan bevare en af verdens mest effektive indkøbsafdelinger, når selskabet bliver delt.
De store fælles indkøb til hele gruppen varetages af de 600 ansatte i Maersk Group Procurement, som sikrer, at den store danske koncern sparer masser af penge, når A.P. Møller-Mærsks mange selskaber køber IT, telekommunikation og andre serviceydelser.
»En af verdens bedste indkøbsafdelinger, Maersk Procurement, har en væsentlig andel i de bundlinjeforbedringer, som har været en af få gode aktionærhistorier i mange år. Aktionærerne bør være opmærksomme på, om opsplitningen samtidig kan slå sprækker i fundamentet under Mærsk Procurement,« siger Christian Svane, der er partner i konsulenthuset Prokura, der rådgiver store virksomheder om indkøbsstrategier.
Mange af de spørgsmål er endnu uafklarede, efter at A.P. Møller - Mærsk torsdag præsentrede den foreløbige retning for virksomheden. I første omgang bliver der skabt en ny transportkoncern centreret om verdens største containerrederi Maersk Line.
Ved siden bliver der oprettet en energidivision, som har olieselskabet Maersk Oil med aktiviteterne i Nordsøen som fundament.
»Hvis ikke Maersk Procurement i fremtiden kan koordinere indkøb på tværs af de to divisioner, vil Mærsk blive udfordret af, at den lavere volumen forringer forhandlingskraften over for leverandørerne,« siger Christian Svane.
45 milliarder i obligationsgæld
En anden udfordring er koncernens obligationsgæld på næsten 45 milliarder kr. På sigt kan opsplitningen betyde, at milliardgælden skal refinansieres, hvis den skal fordeles ud på de enkelte nye områder.
Bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen mener, at gruppen er nået langt med planerne, men understreger, at der venter mange beslutninger forude.
Inden for to år vil ledelsen afgøre, hvad der skal ske med selskaberne i energidivsionen.
