Når små og mellemstore virksomheder, de såkaldte SMVere, ansætter deres første akademiker, giver det en målbar gevinst. Virksomhederne skaber flere job og vokser markant mere, efter at akademikeren er trådt ind ad døren. Det er nogle af hovedpunkterne i en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Epinion på vegne af fagforbundet DJØF og Akademikernes A-kasse.
I undersøgelsen er der kigget på effekten ved at ansætte en akademiker efter tre år. Virksomheder, der har hyret en akademiker, har haft en værditilvækst, som er 38 pct. højere end tilsvarende SMVere uden akademiker. Jobeffekten er i samme periode et plus på 4,5 medarbejdere for de virksomheder, der har ansat en akademiker i forhold til virksomheder uden akademiker. Og samtidig viser det sig også, at virksomheder med en akademiker om bord har en overlevelsesgrad, som er 2,2 procentpoint større end virksomheder, der endnu ikke han ansat en akademiker.
