Næsten alle Brøndby-spillere og ansatte i administrationen var fredag med til at sikre den lønreduktion, der gør, at Superliga-klubben stadig kan kæmpe for overlevelse.

I dag forhandler Brøndby-ledelsen igen med Spillerforeningen om en truende gæld for at knække en vigtig nød for at undgå konkurs.

Men der var ikke tale om en kollektivt strømlinet aftale, sådan som det blev tolket fredag eftermiddag, da aftalerne blev underskrevet af medarbejderne.

Berlingske erfarer, at Brøndby-spillere individuelt har været til forhandlinger med ledelsen for at få justeret deres aftaler om at yde lønnedgang for at hjælpe klubben.

»Der er forskel på os og en virksomhed som SAS. Den kan forhandle kollektive aftaler på plads med medarbejdere, fordi de forhandler gennem en forening. Vi er nødt til at forhandle individuelt med hver spiller. Men jeg har ingen kommentarer til, om vi har lavet særaftaler med den enkelte medarbejder,« siger Brøndby-direktør Tommy Håkansson.

Direktørens seneste fællesudspil til spillerne betød, at de skulle gå 75 procent ned i løn i januar mod at få pengene tilbage igen med aprillønnen, hvis klubben altså til den tid har reddet sig gennem investorer, aftale om gæld med Spillerforeningen og en aktieemission.

Aftalens betingelser blev efterfølgende kritiseret af blandt andet advokat med speciale i sportsret Jens Bertel Rasmussen. Han mener blandt andet, at aftalen stiller spillerne rigtig dårligt i forhold til at få deres penge retur, hvis Brøndby går konkurs.

Men med spillernes individuelle forhandlinger, kan der altså løbe enkelte Brøndby-ben rundt på træningsbanen med lidt bedre forudsætninger end andre.

Spillerforeningen kræver pant i stadion

I mellemtiden har Brøndby travlt med at genåbne de afgørende forhandlinger om at få en tålelig afdragsordning omkring en gæld til Spillerforeningen i feriepengesagen, der potentielt kan koste Brøndby over 24 millioner kroner.

»Vi skal mødes med spillerforeningen søndag morgen ( i dag red.), og så forhandler vi igen. Vi skal have knækket den nød, og det skal helst være meget snart,« siger Tommy Håkansson.

Han vil ganske givet blive mødt af samme krav fra Spillerforeningen om at stille garanti for gælden til tidligere spillere. Fagforeningen ønsker også stadig fuldt indblik i Brøndbys planer for at sikre den fremtidige drift gennem investorer og en aktieemission.

Håkansson er dog ikke umiddelbart klar til at imødekomme Spillerforeningens ønske om pant i Brøndby Stadion på helt op til 38 millioner kroner for at undgå at give rabat til en klub, der alligevel kan risikere at gå konkurs:

»Det kommer meget an på, hvilket beløb Spillerforeningen ønsker sikkerhed for. Mere ønsker jeg ikke at kommentere det, før vi skal forhandle om det.«

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Spillerforeningens direktør, Mads Øland.