23. juni udgav Morten Løkkegaard en kronik her i avisen, hvor han forsvarede Europa-Kommissionens omstridte forslag til et nyt direktiv om ophavsret. Hans kollega i ALDE-gruppen Jens Rohde var ligeledes ude med riven på Twitter, hvor han i hårde vendinger karakteriserede kritikere, der havde kontaktet ham angående forslaget, som værende hackere, spammere, internetkommunister eller måske ligefrem det hele på én gang.

Løkkegaard og andre støtter af forslaget har et nemt udgangspunkt at argumentere fra: Ophavsret er ikke noget, den gennemsnitlige borger går og tænker over i dagligdagen, og det er de færreste, der har tid og lyst til at læse det 33 sider lange forslag samt de relevante ændringsforslag, betænkninger og andet relevant materiale om lovgivningen. Endnu færre har den nødvendige viden til at forstå, hvad direktivet rent faktisk indebærer. Det gør det muligt for Løkkegaard og co. at frame debatten som de vil, hvorfor man bør være opmærksom på, at de på intet tidspunkt rent faktisk henviser til forslagets tekst.