Selvom flere sorte skyer hang på himlen, skinnede solen, da kirkeklokkerne i Garnisonskirken i indre København tirsdag middag klokken 13 ringede ind til bisættelsen af den kendte debattør Mads Holger.

Kontrasterne på himlen syntes at afspejle sognepræst Claus Oldenburgs ord inde i kirken, da han i sin tale indledte med at sætte ord på de meget forskellige følelser, mange af de efterladte sandsynligvis sad med:

»Hans endeligt er tragisk for alle, tragisk for de mange, der elskede ham, holdt af ham eller kendte ham og respekterede ham. For dette at tage sit eget liv vækker voldsomme følelser - fra den grådkvalte sorg til spørgsmålet »Hvorfor«, og derfra til en vrede, hvis skygge igen er skylden: Hvad kunne vi have gjort for at undgå det? Men det, han gjorde, rummede nok sin egen konsekvens, hans egen konsekvens, for han var sin egen.«

Omgivet af kvinder

Det kom som et stort chok, da det i sidste uge kom frem, at Mads Holger var død blot 38 år gammel. Og i kirken var familie, venner og tidligere kolleger mødt op med blomster for at vise deres medfølelse og respekt for den skarpe og til tider kontroversielle mand, der både har gjort karriere som forfatter, politiker, radiovært og skribent.

Inde i den røde murstenskirke lå blomster i tre rækker ned ad midtergangen, og for enden lå den hvide kiste med et dannebrogsflag hen over og den nærmeste familie siddende omkring.

Claus Oldenburg beskrev, hvordan Mads Holger lige fra fødslen har været omgivet af kvinder, der forgudede ham, hvordan han tidligt gik imod enhver strøm og var sin egen, og hvordan han som person var stolt, rank, elegant og beleven.

En albatros, der står dårligt

»Det er blevet mig fortalt, at han brugte den store fugl, albatrossen, som metafor om sig selv. Den flyver flot, yndefuldt og imponerende, men den står ikke godt på jorden. Metaforen forekommer præcis. Det var han også – også i sin selverkendelse,« sagde præsten.

Ud over at stå dårligt på jorden var Mads Holger en enspænder, og sognepræsten pointerede i sin tale, at det tærer, når der er »et ubærligt spænd mellem den offentlige optræden, det høje liv, den bevidste cigarføring – og så en dyb eksistentiel ensomhed, som ingen udefra kan nå«.

Efter præstens tale blev begravelsesritualet udført med ordene: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå, hvorefter de fremmødte bakket op af kirkesangere, orgel og en trompet sang salmen »Sorrig og glæde de vandre til hobe«.

Inden den allersidste salme blev sunget, holdt Mads Holgers lillesøster en kort tale rettet til broren. Hun forklarede, hvordan han lærte hende om blandt andet Elvis Presley, John Travolta og Matador, hvilket fik flere til at le, men også at de havde haft et svært forhold, fordi de var som nat og dag. Til slut bemærkede søsteren, at »jeg kan mærke din fred nu«.

Mens kirkeklokkerne kimede, blev kisten til sidst båret ud af kirken, og der blev sagt et sidste farvel til romantikeren med de høje idealer.