WASHINGTON: Den afdøde amerikanske præsident Richard Nixons gamle udenrigs- og sikkerhedspolitiske rådgiver, Henry Kissinger, spøger stadig i kulissen. Hans bøger og biografier bliver læst og genlæst af fans og kritikere. Og nu er der udkommet en ny af slagsen, som af flere udlægges, som var det udenrigspolitikkens »nye testamente«. Ordene, kapitlerne og især Kissingers mange noter om stort og småt i bogform bliver tolket ind i nutidens udenrigspolitiske forvirring i USA. For hvor er USA egentlig på vej hen?

Første bind af den nye bog – forfattet af Havard-professoren Niall Ferguson – giver lige så mange svar, som der er læsere, på det spørgsmål. Mange amerikanere mener, at den amerikanske indflydelse internationalt er på vej ud, og at verden fremover kommer til at bestå af flere stormagter. Godt halvdelen af amerikanerne mener også, at det skyldes en halvhjertet præsident Barack Obama, der har overladt initiativet til russerne og kineserne. Den anden halvdel mener omvendt, at det skyldes en uduelig præsident George W. Bush, der lokkede USA for langt ud i en endeløs konflikt i Mellemøsten.

Og var det i øvrigt ikke også det, Kissinger forudså i nogle af sine egne bøger? At USA vil tabe af den simple grund, at amerikansk udenrigspolitik ofte er tilfældig, hvis man overhovedet accepterer tanken om, at der findes noget, der hedder amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ifølge Kissinger er der ikke noget sådant. Undtagen selvfølgelig i den korte tid – historisk set – hvor Kissinger selv sad i førersædet og styrede den amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Realister og idealister

USAs udenrigspolitik er kort fortalt delt mellem en realistisk tradition, hvor man er praktisk i sine overvejelser om menneskerettigheder, magt og USAs muligheder for at gøre godt i verden (Obama), og så den idealistiske tradition, som mener, at USA skal fremme frihed og demokrati rundt om i verden (Bush og de neokonservative).

»Der er to slags realister. De, der observerer realiteterne og reagerer i forhold til det. Og de andre, der skaber realiteter. Vesten har brug for de sidste,« skrev Kissinger lige efter Cuba-krisen.

Det blev i øvrigt et citat, som Bushs særlige rådgiver Karl Rove brugte til at forsvare invasionen af Irak.

En del vil sige, at det er det mest fortænkte vås, der nogensinde er blevet sagt, og at Kissinger kun er interessant i sin egen tid. Kissinger-haderne mener, at når man skal tolke nutiden, så kan man ikke bruge Kissinger til noget som helst. Manden er 92 år og har en selektiv hukommelse, når det handler om egne guldord og store tanker. Hans noter fra dengang kan have gennemgået en intellektuel botox-kur, så man ikke kan se, hvor gamle dokumenterne egentlig er. Og han mumler efterhånden så meget, at ingen kan forstå, hvad han siger, når han ytrer sig offentligt. Så alle fortolkninger er åbne, siger kritikerne.

De mere positive siger, at Kissinger har gennemskuet amerikansk politik og derfor er interessant at læse også med nutidens briller­ på­.

Tilfældighedens udenrigspolitik

Men hvad har han sagt, som sætter de politisk intellektuelle på den anden ende? Jo, Kissinger skrev i 1968, at »der ikke findes sådan en ting som amerikanske udenrigs­politik. Der findes kun en serie af beslutninger, som har produceret et vist resultat, som det ikke var planlagt at producere«.

Og så kommer den rigtige bredside fra mesteren selv.

»Den typiske politiske leder er en person med en stærk vilje, en høj kapacitet, når det drejer sig om at få sig selv valgt, men uden nogen former for visioner for, hvad man så vil, når vedkommende er valgt til embedet. Regeringen er fyldt med folk, der er trænet som jurister. Når man udformer en udenrigspolitik, er det værd at kende historien, men juristerne kender ikke historien. Derfor er skiftende amerikanske præsidenter, der omgiver sig for meget med jurister, ikke villige til at løbe de risici, man er nødt til i international politik, og som ellers er amerikanernes særkende«.

Og så er spørgsmålet, som forfatteren til den nye biografi om Kissinger, Niall Ferguson, selv skriver i et læserbrev i den amerikanske avis The Wall Street Journal, hvilken præsident, der omgiver sig med flest jurister? Jo, svaret er Barack Obama. Og det kan så ifølge ham måske forklare en del af de problemer, USA har i dag, hvor befolkningen føler, at det internationale initiativ er overladt til alle andre end USA. Med baggrund i sin nye biografi om Kissinger og analyser af Obamas taler kritiserer Ferguson i de amerikanske medier således den udenrigspolitiske linje og konkluderer, at der er en reel mangel på indsigt i historiens realiteter i Obamas strategi. Ifølge endnu et Kissinger-citat, så kræver »politisk ledelse intellektuel kapital. Den producerer det ikke selv«. Og alt det betyder, at Obama er ved at miste magten. Og selvfølgelig er Kissinger helten i det her sammen med en anden tidligere sikkerhedspolitisk rådgiver, Zbigniew Brzezinski, som sad i samme stilling under den daværende præsident, Jimmy Carter.

Men ikke kun Obama får stryg. Ferguson retter også anklager mod store dele af de rådgivere, han omgiver sig med. Med hæderlige undtagelser som Susan Rice og Samantha Power. Men resten aner ikke, hvad der er på spil i forhold til Rusland og i forhold til Mellemøsten, mener han.

{embedded type="node/feeditem" id="38853487"}

Ifølge Ferguson er Obama ikke bare ved at miste amerikanernes tillid på udenrigspolitikken, men også en lang række vigtige allierede i Mellemøsten. Israel, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Qatar og en lang række andre lande konstaterer, at Rusland træder i karakter med et magtpolitisk spil til fordel for Syriens forhadte diktator, Bashar al-Assad, med det formål at vise, at USA er en upålidelig allieret, men at russerne støtter de personer, de altid har holdt hånden under, til det sidste.

»Det at identificere sig med USA i dag indebærer en stor risiko. Uanset hvem du er i regionen, så er der en stor modvilje mod USA lige nu. I liberale kredse kan man se, at Obama pludselig støtter autokratiske ledere, mens hvis man er en leder af den type, så har man også set Obama trække støtten til f.eks. Egyptens præsident Hosni Mubarak tilbage. Der er ikke mange, der lige nu støtter USA, og det er faktisk ret enestående,« siger Emilie Hokayem, som er seniorforsker ved Institut for Internationale Studier i Bahrain.

Også andre forskere mener, at USA har tabt vital indflydelse i Mellemøsten, som på mange områder afgør magtforholdene mellem en række regionale stormagter. For Når supermagten USA vakler, så bliver alt vendt op og ned. Og Rusland har fået en langt større magt, end de havde selv i 1970erne og 1980erne i det område, påpeger Camille Grand, som er direktør i en af de store franske tænketanke. Fondation pour la Recherché Stratégique.

Hvad mener amerikanerne?

Men et er Kissinger, og Fergusons fortolkninger af det Kissinger har skrevet og ment i de mange nye noter, der er offentliggjort i den seneste biografi. Noget andet er, hvordan amerikanerne føler, at det går? Ingen tvivl om, at der er en endda meget stor bekymring for, om USA er ved at miste fodfæstet i verden. Men Obama har omvendt også størstedelen af befolkningen med sig, når det drejer sig om at holde afstand til konflikterne i Syrien og Irak, selv om amerikanerne dog poster milliarder ind i luftangreb og træning af irakiske soldater og syriske oprørere. Men det er også fornemmelsen af tab af identitet og tab af magt, der volder de største problemer. Og det er ikke Østukraine, der bekymrer amerikanerne. Det er netop Mellemøsten, især Syrien og i Irak.