Afsløringen af, at den tyske kansler, Angela Merkels mobiltelefon også er blevet aflyttet af den amerikanske efterretningstjeneste, har taget alt fokus på stats- og regeringschefernes to dage lange EU-topmøde, som begyndte i Bruxelles torsdag.
Angela Merkel og den franske præsident, François Hollande, vil ifølge nyhedsbureauet AFP mødes for at drøfte afsløringerne, som også har ramt Frankrig, hvor over 70 millioner telefonsamtaler ført på fransk grund på en måned hen over årsskiftet er blevet aflyttet - og måske gemt - af den skandaleramte, amerikanske efterretningstjeneste NSA.
Topmødets hoveddagsorden er ellers at sparke gang i digitaliseringen af Europa for netop at skabe europæiske alternativer til de store, amerikanske nettjenester, men de nye oplysninger overskygger denne dagsorden.
Ambassadør kaldt til samtale
Det tyske udenrigsministerium indkaldte tidligere torsdag USAs ambassadør i landet, John B. Emerson, til samtale, sådan som USAs ambassadør i Frankrig måtte stille til i mandags i Paris. Og lederen af de tyske socialdemokrater SPD, Sigmar Gabriel, meddelte, at det vil være vanskeligt at forestille sig en frihandelsaftale med USA, når USA overtræder borgerrettighederne om beskyttelse af privatlivets fred.
SPD og Angela Merkels konservative CDU er dybt involveret i forhandlinger om en bred koalitionsregering efter valget i Tyskland for nylig.
»Fuldstændigt uacceptabelt«
Angela Merkel kontaktede allerede onsdag, da afsløringerne kom frem, den amerikanske præsident Barack Obama for at få en øjeblikkelig forklaring. Hun gjorde det klart, at hvis NSA havde aflyttet hendes telefon, var der tale om »et alvorligt tillidsbrud«, og at det var »fuldstændigt uacceptabelt«. Tyskland er Europas stærkeste økonomi og har derfor stor vægt i EU-sammenhænge.
Barack Obama forsøgte at forsikre om, at USA ikke har aflyttet hendes kommunikation.
»Som præsidenten har sagt, er USA i gang med at se på den måde, som vi indsamler efterretninger på, så vi er sikre på, at vi finder den rigtige balance mellem de sikkerhedsbekymringer, som vore borgere og allierede har, og de bekymringer for beskyttelse af privatlivets fred, som alle deler,« sagde Det Hvide Hus' pressesekretær, Jay Carney, efterfølgende.
Vil lukke for bankoplysninger
EU-Parlamentet stemte onsdag for at standse USAs adgang til den globale database i Belgien over finansielle transaktioner, den såkaldte SWIFT-ordning. Parlamentarikerne mener, at USA ikke blot bruger oplysningerne til at bekæmpe terrorisme men også til at udspionere EU. Beslutningen skal dog godkendes af såvel EU-Kommissionen som af EU-landenes regeringer, før USA vil kunne lukkes ude.
Parlamentet bakkede mandag skærpede EU-regler op på databeskyttelsesområdet, så data f.eks. ikke uden videre kan forlade EU, ligesom bøderne for at bryde reglerne skal kunne koste op til 100 millioner euro mod i dag en enkelt million. Også retten til at få slettet oplysninger styrkes. Databeskyttelsen skal medvirke til at fremme europæiske netlagertjenester (såkaldt »cloud computing«), hvor data bliver i Europa og under fælles lovgivning.
NSA-skandalen rullede, da den tidligere agent, Edward Snowden, i sommer offentliggjorde interne NSA-papirer, som viser, at NSA nærmest har uhindret adgang til databaserne hos alle de store amerikanske internetgiganter som Apple, Google, Microsoft og Facebook. Siden er afsløring på afsløring kommet frem, heriblandt amerikansk aflytning af såvel FN som EU.