Ak, i disse tider kan man blive kendt for hvad som helst. For at have store bryster, for at spise chili, for at skrive teenagesure digte. Nu har nogle ukendte lokalpolitikere så fundet en ny, flot vej til berømmelsens tinder: krystervejen! I forbindelse med Trykkefrihedsselskabets invitation af Geert Wilders til Folkemødet har en ’Henning Kamper,’ en ’Knud Larsen’ og en ’Claus Bakke’ nemlig meldt ud, at de i hvert fald ikke kommer. De synes, at det er strengt af Wilders sådan at bruge politiressourcer, og så er de bange for potentielle terrorister. Der må vi bare være helt ærlige og sige: Hvis ikke ’Henning’, ’Knud’ og ’Claus’ kommer, hvorfor så overhovedet holde et folkemøde? Det svarer jo til at holde Nytårskur på Amalienborg uden Dronningen!