Når sundhedsminister Astrid Krag (SF) har holdt et par dages efterårsferie med familien, er hun atter klar til at knokle for SF og partiets nye formand. Det understregede hun umiddelbart efter, det stod klart, at SFs medlemmer havde valgt Annette Vilhelmsen som formand med et overbevisende flertal.

- Selvfølgelig er jeg ærgerlig over at tabe. Det var ikke derfor, jeg stillede op, men sådan er demokratiet nu engang, siger hun og ønsker modkandidaten tillykke med »det flotte valg«.

- Jeg vil opfordre alle dem, der støttede mig og stod bag mig, til at stille sig ind bag Annette og give hende noget arbejdsro. Jeg tager selv et par dages efterårsferie - og ser, om mine børn kan huske, at de har en mor. Så tager vi den derfra, så er jeg klar til at knokle for SFs fælles projekt, siger Astrid Krag.

Hun ønsker ikke at »botanisere« i, hvorfor SFs medlemmer stemte, som de gjorde:

- Det er medlemmerne, der har givet deres stemme til, hvem der skal være ny formand. Jeg tror, at der er mange forskellige grunde til, at medlemmerne har stemt, som de har. Nu er det Annette, der skal få os samlet videre, og det bakker jeg gerne op om. Jeg glæder mig til at høre, hvordan Annette vil få os videre herfra, siger hun.