Advokatundersøgelse skal afdække muligt fortovsfusk i Københavns Kommune
Økonomiudvalget i Københavns Kommune vil til bunds i, om det var med vilje, at forvaltningen tog alt for høje gebyrer på rengøring af fortorve. Tidligere teknik- og miljøborgmester afviser, at forvaltningen var klar over det.
Et advokatfirma skal nu undersøge, om Københavns Kommune bevidst opkrævede for høje gebyrer for renhold af fortove.
Det har et flertal i Københavns Kommunes økonomiudvalg besluttet, skriver DR København.
Sagen begyndte, da en kommunal medarbejder henvendte sig til Københavns Kommunes whistleblowerordning med oplysninger om, at kommunen ulovligt opkrævede for høje gebyrer for rengøring af fortove for at kunne finansiere renhold af gader og fortove andre steder i kommunen. Den ulovlige opkrævning er angiveligt sket under den tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).
Jeg ser en ekstern undersøgelse som en effektiv måde at blive renset for enhver beskyldning om, at det er foregået, og at jeg har været informeret.
Morten Kabel (EL), tidligere teknik- og miljøborgmester
Advokatundersøgelsen skal nu klarlægge, om Københavns Kommune bevidst har opkrævet for høje gebyrer fra grundejere, samt afklare, hvem i forvaltningen der kendte til den ulovlige opkrævning.
Sidste år opkrævede Københavns Kommune i alt 61,2 mio. kr. i gebyrer for fortovsrenhold fra boligforeninger, butikker og andre grundejere.
Rapporten viste, at en privat leverandør tog ni kroner pr. kvadratmeter for renhold af en gade, hvor forvaltningen for samme arbejde tog 126 kroner pr. kvadratmeter.
Tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabell afviser dog, at forvaltningen med vilje har opkrævet for høje gebyrer, og er overbevist om, at advokatundersøgelsen vil nå frem til samme konklusion.
»Jeg ser en ekstern undersøgelse som en effektiv måde at blive renset for enhver beskyldning om, at det er foregået, og at jeg har været informeret,« siger Morten Kabel til DR København.
I begyndelsen af august lød det fra nuværende teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager (EL), at 230 af Teknik- og Miljøforvaltningens gebyrer skal gennemgås for at sikre, at borgerne i Københavns Kommune ikke betaler for meget.
Del:
Andre læser også
Arkiv
V-borgmester: Vi kan sagtens tage flere flygtninge i København
Arkiv
Løvstræde og Valkendorfsgade - København får to nye gågader