Pointen i min kronik 26. august var det banale og vel ret selvfølgelige, at man skal undgå en ny Schlütersag. At man må lære af sagen. Få undersøgt og udredet tingene på fornuftig måde. Blive klogere. Det ser ud til, at der er god forståelse for pointen. Det er jeg glad for.

Men lige præcis Advokatrådet (tilsynet) skiller sig ud. Som jeg læser rådets formand, advokat Peter Foghs, udtalelser i avisen 28. august, ønsker man ikke en undersøgelse. Man bakker kun op om, at »Justitsministeriet læser dommen« …, og mener, »at det først skal ske, når den endelige dom er afsagt«.