Hvert år står et nyudklækket kuld jurister klar til at banke på hos virkeligheden. Endelig kan de komme ud at bruge de love, de har lært gennem fem år på studiet. Og mulighederne er talrige. Fra fuldmægtig i et kæmpe advokatkontor til jurist i kommunen.
Men mange har allerede kørt sig i stilling – nogle helt fra første semester af uddannelsen. Og hvis ambitionen er at blive ansat i et af de større advokathuse, forstår man godt hvorfor.
Intern rekruttering
Hos tre af landets største af slagsen, Bech-Bruun, Plesner og Kromann-Reumert, er det typisk mellem 70 og 80 procent af de nye advokatfuldmægtige, der i forvejen er ansat i firmaet i et studiejob.
Sideløbende med de fem års lovlære foregår der nemlig en kamp om hinandens gunst. Advokathusene har initiativer som sommerskoler, studienetværk og åbent hus, mens de studerende kæmper med næb og kløer for at få CVet krydret med praktisk erfaring og tegn på engagement.
Kæmper om de samme
Hos Plesner handler det om tidligt at nå ud til de studerende. Derfor holder firmaet en årlig sommerskole, hvor man kan se hinanden nærmere an. Det kan føre til studiejob, hvor firmaet i endnu højere grad kan kigge nærmere på de kommende kandidater. Og når firmaet så skal ud at høste en runde nye advokatfuldmægtige, er der allerede klarhed om kemien og kompetencerne.
»Når vi henter tre ud af fire fra egne rækker, er det fordi, succesraten er meget større, når de kender huset, og vi kender dem. Det er langt nemmere at vide, end hos én man har halvanden times samtale med,« siger advokat og partner i Plesner Anders Friis.
Også hos de andre advokathuse har man gjort sig tanker om, hvordan man tiltrækker de studerende. Hos Bech-Bruun afholdt man for nylig et studiemøde med 70 førsteårsstuderende, og hos Kromann-Reumert har man oprettet et studenternetværk for tredjeårsstuderende, hvor de over et år kan følge en række moduler og blandt andet lære om forhandlingsteknik og jura i praksis.
»Det er jo grundlæggende de samme studerende, vi kæmper om,« siger Anders Friis.
Studiet er ikke nok
Advokathusene er dog langt fra alene om at kæmpe. Ud over karaktererne er der ikke de store muligheder for at skille sig ud på selve jurastudiet, fortæller Rasmus Thingholm, som går på 7. semester på Aalborg Universitet. Det er et spørgsmål om at vide, hvad man vil og skille sig ud inden for det felt.
»Jeg tænker som studerende meget over, hvad jeg signalerer. Både i min person og min ansøgning. Der vil altid være en grovsortering, og selvfølgelig er karakterer dominerende i den her verden, men der er også rigtig mange andre faktorer, der spiller ind,« siger han.
Rasmus har haft et studiejob hos anklagemyndigheden og har nu et hos et større advokatkontor i Aalborg. Sommerferien har budt på to sommerskoler, heriblandt hos Plesner. Gevinsten er både, at han kan få praktisk erfaring og spore sig ind på, hvad han vil, og at sommerskolerne ser godt ud på CVet. Derudover planlægger han at tage en erhvervsøkonomisk deltidsuddannelse, fordi han gerne vil være erhvervsadvokat.
»Vi skal sørge for at få fyldt kompetencer på. Især som jurastuderende, hvor vi ikke rigtig kan gå ud at skabe job, men kæmper om nogle, der er givet på forhånd,« siger han.