Retssystemets knirkende hjul drejer langsomt rundt i skandalesagen fra 2015 om advokat-trioen Johan Schlüter, Susanne Fryland og Lars Halgreen, som beskyldes for at have svindlet med Copydan-millioner. Nu er den første afgørelse faldet i Sø- og Handelsretten, hvor Susanne Fryland har fået konkurs­karantæne i tre år og er fundet uegnet til at deltage i ledelsen i anparts- og aktieselskaber.

Johan Schlüter Advokatfirma I/S, som var ejet af de tre advokater tilsammen, gik konkurs i efteråret 2015, og 58 ansatte mistede deres job. Konkursen udviklede sig til en skandale med beskyldninger om storstilet svindel med film- og TV-producenters Copydan-penge. Alle de tre tidligere partnere er sigtet, men endnu ikke tiltalt af politiet.